Medie: Sverige giver bistand til børnearbejde

Forfatter billede

Via Verdensbanken giver Sverige bistand til vandingsanlæg på bomuldsplantager i Usbekistan. Det er problematisk, fordi der forekommer tvangsarbejde, som børn er involveret i, skriver magasinet Omvärlden.

Svenske bistandskroner går via Verdensbanken til projekter i Usbekistan, hvor børn er med til at udføre tvangsarbejde.

Det skriver det svenske bistandsmagasin Omvärlden.

”Verdensbanken ved, at der sker brud på menneskerettighederne. Alligevel gør man ikke tilstrækkeligt for at stoppe krænkelserne,” siger Jessica Evans fra Human Rights Watch til Omvärlden.

Usbekistan er verdens tredjestørste bomuldsproducent, og over en million mennesker er beskæftiget inden for landets bomuldsindustri.

I juni sidste år besluttede Verdensbanken at give 260 millioner dollar, svarende til 1,7 milliarder danske kroner, i støtte til vandingsanlæg.

Sverige giver primært bistand via bl.a. FN, EU og Verdensbanken og ikke så meget direkte til landene.

Verdensbanken er klar over, at der finder slavearbejde sted på bomuldsplantagerne i Usbekistan, men vil ikke undersøge, hvor udbredt det er, kritiserer Jessica Evans.

”Det er meget problematisk,” siger hun til Omvärlden.

Human Rights Watch har også tidligere kritiseret Verdensbanken for ikke at kræve garanti for, at menneskerettighederne respekteres i forbindelse med støtte til projekter i en række lande.

Læs mere hos Omvärlden