Mette Gjerskov fyret som udviklingsordfører hos Socialdemokraterne

mette_gjerskov
Mette Gjerskov
Foto: Steen Brogaard / Folketinget
Laurits Holdt

På det sociale medie Twitter skriver den tidligere minister:

“Jeg tror, at danskerne har brug for at høre hvad deres politikere mener. At vi siger det klart, når noget er hjerteblod – når det går helt tæt på vores grundholdning. Det kan have en pris at kæmpe for sin overbevisning. Fra i dag er jeg ikke længere udviklingsordfører.”

Med fyringen har Mette Gjerskov ikke længere ordførerskaber for partiet.

Fyringen er angiveligt en konsekvens af, at hun ikke vil stemme for det såkaldte tildækningsforbud – populært kendt som burka-forbuddet.

Efter et gruppemøde blev det meldt ud, at udenrigsordfører Nick Hækkerup fremover også er udviklingsordfører. Mette Gjerskov står derimod fast – og som det eneste af de 47 socialdemokratiske folketingsmedlemmer stemmer hun nej til burkaforbuddet.

Nick Hækkerup bakker op om partiledelsens nedprioritering af u-landsbistanden, mens Gjerskov har kæmpet imod den. Det er således tale om en klar u-landspolitisk svækkelse. 

51-årige Gjerskov, der tilhører Socildemokratiets venstrefløj, uddybede tirsdag eftermiddag overfor Ekstra Bladet, at det var gruppeformand Henrik Sass Larsen, der gav hende kniven:

“Det er jo spørgsmålet om at stemme imod gruppen om Burka-spørgsmålet, og det er noget, der ligger mig meget på sinde, at vi ikke lovgiver så nidkært om, hvilken beklædning folk skal have på. Jeg kan simpelt hen ikke se mig selv i den vedtagelse – selv om jeg synes burkaer skulle hen, hvor pebret gror – og kunne ikke gøre andet end at stemme i mod.

S-gruppesekretær Christine Antorini svarer i en pressemeddelelse på vegne af partiets ledelse:

“Mette Gjerskov har taget forbehold og talt imod gruppens beslutning i medierne. Socialdemokratiet har gode interne processer og diskussioner, hvor ordet er frit. Men der skal der ikke være tvivl om Socialdemokratiets politik, og man kan ikke bestride tillidsposter, hvis man ikke respekterer at stå sammen om væsentlige politiske emner, herunder udlændingepolitikken.” 

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har det længe været velkendt i den socialdemokratiske folketingsgruppe, at partiformand Mette Frederiksens holdning er, at man ikke kan være ordfører, hvis man går imod partiets linje i afgørende spørgsmål.

Se meget mere om Gjerskov på https://globalnyt.dk/content/alle-mand-af-huse-sikrede-gjerskov-uventet-stor-sejr og https://globalnyt.dk/content/sossernes-u-landsordfoerer-bramfri-og-dedikeret