Mindre korruption – mere ansvar?

Forfatter billede

Af Lotte Niemann Jørgensen, U-landsnyt.dk

Transparency International: Fortsat dansk topplacering i det årlige korruptionsindeks indebærer forventning om øget ansvar og handling i internationale samarbejder.

Den internationale anti-korruptionsorganisation Transparency International offentliggjorde onsdag sit ”Corruption Perception Index” (CPI), der rangerer korruption i 176 lande og territorier.

Indekset placerer landene på baggrund af, hvor korrupt et lands offentlige sektor opfattes af en række uafhængige eksperter.

Tre af Danmarks prioritetslande i udviklingsbistanden, Mali, Niger og Bolivia, er rykket flere pladser op på det internationale anti-korruptionsindeks, hvor Danmark indtager førstepladsen.

Fra Transparency International lyder det, at lande med meget lav korruption bør sikre sig, at de ikke eksporterer korrupte praksisser til underudviklede lande.

Dermed følger et stort ansvar overfor Danmarks partnerskaber rundt om i verden samt et ansvar for at sikre, at danske virksomheder ikke driver ugennemsigtige, korrupte foretagender i udlandet.

Danidas nultolerance over for korruption og flere danske virksomheders anti-korruptionsstrategier kan styrke det danske internationale samarbejdet både privat og offentligt.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) udtaler, at ”danskerne kan være stolte over, at vi igen står øverst på anti-korruptions-guldskamlen. Det giver vores ord endnu mere vægt, når vi taler imod korruption og for åbenhed i verdens fattigste lande.” 

Korruption skader økonomien

Transparency International påpeger virksomhedernes ansvar for at sikre interne rene linjer med en nultolerance politik mod korruption og bestikkelse.

Desuden afhænger virksomhedernes korruption af rammevilkårene i det enkelte land. Her opfordrer Transparency International regeringerne til at indføre internationale antikorruptions love. Det sikrer virksomhederne mod korruption på tværs af grænser og i hele værdikæden.

CPI 2014 viser, at korruption har negativ effekt på et lands økonomiske vækst, når ledere misbruger deres magt til at lægge offentlige midler i egne lommer.

Korruption ødelægger markeder og skaber unfair konkurrencevilkår, når virksomheder betaler bestikkelse for at tilegne sig kontrakter.

Korruption er derfor en medvirkende faktor til hvor let det er for en virksomhed at drive forretning i et land. CPI kan sammen med andre indeks, fx Verdensbankens Doing Business Index, give virksomheder oplysninger om, hvor let det er at starte en forretning op i et nyt land.

Dermed kan en bundplacering i CPI betyde, at donorer og investorer sænker støtten eller investeringerne til landet.

Kritik af indekset

CPI har igennem årene mødt kritik fra flere sider.

Transparency International besvarer selv kritikken ved at fremhæve, at et ethvert indeks, der indfanger et helt lands korruption i én samlet pointangivelse, vil have nogle utilstrækkeligheder. Kritikken går blandt andet på definitionen af korruption, at CPI ikke kan sammenlignes over tid.

I år er det 20. år i træk at Transparency International udgiver CPI. Se flere opgørelser over korruption på http://www.transparency.org