Morgan Freeman som usbekisk actionhelt

Morgan Freeman
Foto: Wikipedia Commons
Forfatter billede

Der udspiller sig i øjeblikket en filmskandale i det centralasiatiske land Usbekistan, hvis centrum er den oscarvindende skuespiller Morgan Freeman. Det drejer sig om markedsføringen af den nye usbekiske thriller ’Daydi’ (der betyder vagabond), hvor filmselskabet har benyttet billeder af den berømte skuespiller.

På filmplakaterne og i korte glimt i filmens trailer bruges billeder fra Freemans sidste Hollywood-film ’The last Knights’, uden at den verdenskendte skuespiller på nogen måde er en del af filmen, skriver Globalvoices.

Udsat premiere på ubestemt tid

Det var, ifølge The Drum, først da plakaten kom i cirkulation på de sociale medier, at den misvisende brug af Morgan Freemans billede blev fanget af myndighederne.

Den usbekiske myndighed, der besidder ansvaret for at udstede filmlicenser, har sidenhen forhindret salg af filmen, der er produceret af filmstudiet Timur Film, og har udskudt filmens premieren i hovedstaden Tasjkent på ubestemt tid, skriver Globalvoices.

Suspensionen er sket med henblik på at beskytte forbrugernes rettigheder, og filmstudiet er nu anklaget for at vildlede potentielle biografgængere ved at give det indtryk, at stjernen spiller med i filmen – for at øge efterspørgslen efter filmen, skriver the Drum.

Filmen handler om en politimand, spillet af den usbekisk skuespiller Mirolim Qilichev, som har til opgave at beskytte Usbekistan mod angreb fra forskellige forbrydere.

Timur Film har endnu ikke kommenteret sagen, og filmens premiere er blevet udsat, indtil de lokale myndigheder har truffet en afgørelse, skriver the Telegraph.

Se den omtalte filmplakat her