Ni måneder efter: NGO’er forbereder sig på uønskede Rohingya-børn efter seksuelle overgreb

De massive seksuelle overgreb, som burmesisk militær nægter at have begået mod tusinder af Rohingya-kvinder i august sidste år, får nu snart endnu en synlig konsekvens.
Foto: Russell Watkins/Department for International Development - https://www.flickr.com/photos/dfid/37760549915/in/photostream/
Forfatter billede

I maj er det ni måneder siden flere hundrede tusinde burmesiske Rohingyaer flygtede fra massakrer og overgreb ind over grænsen til Bangladesh.

Flere af flygtningene kunne berette om massive og systematiske seksuelle overgreb begået at burmesiske militser og soldater i den nordlige Rakhine-stat.

Selv hævdede Myanmars regering, at den kun satte ind overfor rohingyanske terrorister, som havde angrebet militære anlæg. FNs Højkommissær for Menneskerettigheder, Zeid Ra’ad Al Hussein, reagerede på situationen ved at kalde den ”et lærebogseksempel på etnisk udrensning”.

Også FNs Generalsekretær, António Gueterres, konkluderede i en efterfølgende rapport, at hvad der foregik i den nordlige Rakhine stat i august 2017 var ”etnisk udrensning forklædt som militær operation”. I rapporten, der var baseret på blandt andet vidneudsagn og lægeundersøgelser af flygtningene, hed det endvidere, at den ”udbredte brug af trusler om og seksuel vold var et helt fundamentalt element i strategien med ydmyge, terrorisere og kollektivt afstraffe Rohingyaerne. Det var et kalkuleret redskab til tvinge dem på flugt fra deres jord og forhindre dem i at vende tilbage”.

Netop uønskede graviditeter og børn født som følge af voldtægt er forbundet med stor skam for ofrene, som risikerer at blive udstødt af deres familier og i mange tilfælde ikke føler, at de kan vende tilbage til deres landsbyer. I januar i år noterede Læger uden Grænser sig at blive opsøgt af flere blødende kvinder, der ifølge hospitalernes jordemødre med al sandsynlighed havde forsøgt sig med forskellige former for usikre aborteringer.

Udover at have personale klar til flere fødsler end normalt, har Læger uden Grænser derfor også gjort sig klar til vejledning af de kommende mødre om, hvordan de skal overkomme stigma og overskue at forsørge børnene. Dette til trods, er der dog desværre også en forventning om, at flere af kvinderne vil efterlade deres børn.