Ny bog: Breve fra den første tid i dansk bistandshistorie

Over to år sendte Ingeborg Evans månedligt breve hjem, mens hun var udsendt til Tanzania i årene 1968-1970. Det er der nu kommet bogen "Med kærlig hilsen" ud af.
Foto: Forsidefoto - "Med kærlig hilsen. Breve fra Tanzania 1968-1970"
Forfatter billede

Med kærlig hilsen. Breve fra Tanzania 1968-1970

Af Ingeborg Evans
Udgivet den 12. oktober 2017
Forlaget bogForm
117 sider

Brevene fra dødsboet var skrevet og sendt hjem hver måned af Ingeborg Evans, mens hun var udsendt lærer gennem Mellemfolkeligt Samvirke i Tanzania i 1968-1970, og ”Med kærlig hilsen” består således dels af uddrag fra månedsbrevene, dels af supplerende og uddybende beskrivelser af skolelivet, naturen og de mennesker, hun mødte.

Udover at være et sjældent personligt indblik i den tidlige danske bistandshistorie, er det også en bog om kulturmødet og alle de små ting. Den er rigt illustreret med billeder og inddelt i mindre kapitler.

Til Globalnyt fortæller Ingeborg Evans, at hun gerne har villet ”vise, hvor meget vi kan lære af andre kulturer, og at vise, hvor stor venlighed og overbærenhed jeg blev mødt med, da jeg var den fremmede.”

 

Tanzania var dengang som i dag en af de vigtigste partnere i dansk udviklingssamarbejde. Tilbage i 1963 blev Tanzania Danmarks første afrikanske partner i udviklingssamarbejdet. Det var blot et år efter at Danmark havde oprettet sit første bilaterale bistandsprogram for udviklingsarbejde under Udenrigsministeriet og ganske kort efter, at det tanzaniske fastland, det daværende Tanganyika, blev uafhængigt.

I løbet af de sidste 50 år er Tanzania det land, der har modtaget mest udviklingsbistand fra Danmark – i alt mere end 14 milliarder kroner.