Ny direktør i AIDS-Fondet

Forfatter billede

Klaus Legau tiltræder 1. januar 2015 som direktør for AIDS-Fondet, der i de senere år har optrappet sit internationale virke, fortrinsvis i u-landene.  

Han hentes fra egne rækker, idet han siden 2012 har været vicedirektør og senest konstitueret direktør. 

Han afløser Henriette Laursen, der blev generalsekretær for Dansk Ungdoms Fællesråd pr. 1. september – mere om hende længere nede.

49-årige Klaus Legau er oprindeligt uddannet ernærings- og husholdningsøkonom. Han besad stillingen som sekretariatschef for STOP AIDS, der nu er en del af AIDS-Fondet.

Han har erhvervserfaring som kommunikationsansvarlig i Storstrøms Amts sygehusvæsen og kommunikationskonsulent i Styrelsen for Social Service.

Stærkt felt

Der har været stor interesse for stillingen, og AIDS-Fondet modtog knap 50 ansøgninger.

Det er således et velkvalificeret ansøgerfelt, ansættelsesudvalget havde at vælge i mellem. Men, Klaus Legau markerede sig.

“Han var klart den stærkeste af kandidaterne. Vi får en direktør, hvis hjerte banker for hele hiv og aids-sagen, og som har stor indsigt i både driften af en NGO og et stort netværk i hiv-verdenen”, siger AIDS-Fondets formand Lars Østergaard, professor, ledende overlæge, dr.med., ph.d.

Klaus Legau siger selv: “Jeg går til opgaven med stor ydmyghed. AIDS-Fondet er kendetegnet ved troværdighed, faglighed samt engagerede medarbejdere og frivillige, der virkelig brænder for sagen. Det er et unikt fundament at bygge på”.

I spidsen for ny strategi

En af hovedopgaverne for den nye direktør bliver at stå i spidsen for en ny strategi for AIDS-Fondet.

Strategien skal skabe en ny vision og en samlet fortælling om, hvorfor hiv-sagen stadig er vigtig både nationalt og internationalt.

“Der er meget at kæmpe for. Vi har endnu ikke en vaccine eller en kur, der kan helbrede mennesker med hiv. Samtidig skal vi tænke nye veje for at nedsætte antallet af nye smittede og bekæmpe forstødelse og diskrimination, som er nogle af de væsentligste forhindringer for, at hiv-smittede kan leve et godt liv”, siger Klaus Legau.

Han er også meget optaget af at sikre målgrupperne lige adgang til sundhed og forebyggelse, noget han ser som en naturlig del af AIDS-Fondets kommende strategi.

Se om Henriette Laursen på

http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/nyt-job/kendt-ansigt-bliver-ny-duf-general