Offerets fest på verdens største pilgrimsfærd

Lige nu valfarter et sted mellem to og tre millioner muslimer fra alle egne af verden på pilgrimsfærd til Mekka. På billedet ses vandringen rundt om Kaabaen i Mekka. Eet af højdepunkterne er offerfesten Eid al-Adha i Mina.
Foto: Zakaryaamr på English language Wikipedia, via Wikimedia Commons
Forfatter billede

I dag, den 1. september, ønsker alverdens muslimer hinanden Eid al-Adha Mubarak i anledning af den helligste af Islams højtider. Eid al-Adha, ”Ofringens fest”, ligger på tredjedagen for den årlige pilgrimsfærd til Mekka, Hajj, og fejres over to dage. Her ærer muslimer Ibrahims (Abraham) vilje til at gøre det ultimative offer for gud: at slå sin egen søn Ismael ihjel.

Inden Ibrahim dog nåede så vidt, fortæller historien, at han tre gange overvandt djævelens fristelser til at afstå fra ofringen, inden gud i sidste øjeblik greb ind og gav Ibrahim en vædder at ofre i stedet for sønnen. I forbindelse med højtiden Eid al-Adha overnatter pilgrimmene i en gigantisk teltlejr i dalen Mina nær Mekka, hvor de til Ibrahims ære udfører rituelle ofringer og uddeler mad.

Hundredetusinder af muslimer overnatter i en gigantisk teltlejer i Mina, fem kilometer udenfor Mekka.


Foto: Mubeen Rahman, Creative Commons, via Wikimedia Commons

 

Pilgrimsrejsepakker til svimlende priser

Selve pilgrimsrejsen, der foregår over fem til seks dage, indgår som den sidste af islams fem søjler og er, med mindre man ikke er fysisk i stand eller ikke har råd, noget, enhver muslim bør gøre mindst én gang i sit liv.

I dag er det ifølge Al-Jazeera normalt for de fleste muslimer betale en rejsearrangør for at stå for det praktiske såsom transport til det hellige bjerg Arafat, forplejning og overnatning i Mina. Rejsepakker som disse løber hurtigt op på priser mellem 15.000 og 25.000 kroner – et svimlende beløb for muslimer fra den fattige del af verden, som derfor må bruge flere år på at spare sammen til den hellige rejse.

 

Tragedien i Mina

I 2015 ramtes Hajj af en historisk tragedie, da et panikløb brød ud i Mina, og hvor det menes, at op mod omkring 2400 muslimer blev trampet ihjel. Ifølge traditionen afsluttes pilgrimsfærden i Mina, hvor pilgrimmene over tre dage kaster sten mod tre søjler, der repræsenterer djævlen.

Steningsritualet i Mina og ritualet i Mekka, hvor hundredetusinder pilgrimme vandrer syv gange rundt om Masjid al-Haram-moskéen, der huser Kaabaen, regnes traditionelt for færdens farligste på grund af det store menneskepres. Siden tragedien i 2015 er der blevet gjort meget for at højne sikkerheden med tilstedeværelsen af hundredetusinde sikkerhedsvagter og samaritter. Dertil har man også bygget flere broer og veje for at lede pilgrimme ad forskellige ruter mellem ritualerne.

For at ære Ibrahims overvindelse af djævlens fristelser, udføres en rituel stening af djævlen.


Foto: Amellie, Brisbane, Australia, Creative Commons, via Wikimedia Commons