Organisation samler ind til at ansætte graverjournalist i Ghana

kwetey_nartey
Journalisten Kwetey Nartey vil med producere en dokumentarfilm om skattefidusen i benzinbranchen.
Foto: Lotte Ærsøe
Laurits Holdt

Oxfam IBIS har lanceret en sms-indsamling, der har som mål at indsamle mindst 33.000 kroner, som skal bruges til at aflønne journalisten Kwetey Nartey fra radiostationen Joy FM.

Han skal undersøge hvad, hvem, hvordan og så videre omkring en svindel med skatteindtægter fra benzin – noget der ifølge organisationen koster landet 1,2 milliarder kroner i tabte skatteindtægter.

Ghanas repræsentant i ICIJ

32-årige Kwetey Nartey er en prisvindende ghanesisk journalist. Han er Ghanas repræsentant i International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ), det globale netværk af journalister, der står bag skatteafsløringer som Panama Papers og Paradise Papers, skriver Oxfam IBIS.

Inden for Ghanas egne grænser arbejder han tæt sammen med den erfarne organisation ACEP, der blandt andet bruger undersøgende journalistik til at bekæmpe magtmisbrug og  skatteunddragelse i energisektoren. 

Kwetey Nartey har dokumenteret korruption i multinationale medicinalfirmaer og slavehandel med fattige børn. Hans afsløringer har konsekvenser langt op i systemet; chefer bliver fyret og politikerne starter retssager og nedsætter kommissioner på baggrund af hans afsløringer. Med få midler, skaber han store resultater.

Med ACEPs opbakning vil Kwetey Nartey lave en afslørende tv-dokumentar om skattefidusen i benzinindustrien. Men det er dyrt, for det kræver, at han rejser rundt i landet og dokumenterer svindlen med sit kamera. det er her Oxfam IBIS’ indsamling kommer ind i billedet, for hans arbejdsgiver har ikke råd til at dække den slags udgifter – og derfor får historien lov at ligge og samle støv, skriver organisationen.

Læs mere om indsamlingen her – hvor man også kan se, hvordan man kan bidrage.