Pakistans og Indiens nationalsange mixet til fredssang

voice_of_ram
Screenshot fra videoen.
Foto: Voice of Ram/YouTube
Laurits Holdt

Da 14. august blev til 15. august i 1947 blev det britisk-styrede Indien delt i to nye selvstyrende lande Indien og Pakistan. Af logistiske årsager blev Pakistan uafhængig 14. august og Indien den 15. august, så den britiske vicekonge Louis Mountbatten kunne nå at være til stede i begge hovedstæder.

Delingen af Indien – juvelen i det britiske imperiums krone, som det blev kaldt – skulle give hinduerne og muslimerne hver deres land. Grænsedragningen sendte millioner på flugt fra begge sider af den nye grænse. 

Landene har udkæmpet flere krige og langs grænsen i det omstridte område Kashmir står militærstyrker i højeste beredskab opmarcheret overfor hinanden. Landene har også begge har opbygget atomstyrker, der er rettet mod rivalen.

Men i begge lande er der også personer, der arbejder for fred og afspænding mellem de to regionale stormagter.

Et af de seneste tiltag er en sang, der kombinerer de to nationalsange. Den synges af en række sangere fra begge lande og den opfordrer til tolerance.

Det er kollektivet Voice of Ram, der står bag sangen. Kollektivet samler bl.a. aktivister, filmskabere, digitale marketingfolk og har den indiske filmskaber og aktivist Ram Subramanianen i spidsen.