Pigerne, der kæmper for frihed gennem rap

Tre af pigerne fra rapgruppen Shoruq øver inden en optræden i New York i 2015
Foto: Screenshot fra YouTube
Forfatter billede

De fleste teenagere verden rundt elsker at synge og danse, men det er de færreste, der har et budskab så stærkt, som de unge piger i den palæstinensiske rapgruppe Shoruq.

Shoruq, der betyder solopgang på arabisk, består af otte piger i alderen 13 til 16 år. De bor alle i Dheisheh flygtningelejren i Betlehem på den besatte Vestbred og formidler gennem deres musik ønsket om frihed og et liv i sikkerhed.

"Vi ønsker, at vores rettigheder som mennesker, som børn, som teenagere bliver en realitet. Vi ønsker at føle os trygge i vores land, men det er vi ikke," fortæller Sirin Khamis til Hartford Courant.

Kampen for et frit Palæstina

Shoruq er en del af en større NGO af samme navn, som blev grundlagt i Dheisheh flygtningelejren i 2012. Organisationen arbejder hovedsageligt med palæstinensiske unge, kvinder og flygtningebørn under 18 år og på dens  Facebook side står der, at dens vision og programmer er fokuseret på at sikre politiske, sociale, kulturelle og økonomiske rettigheder og et værdigt liv for alle flygtninge i det besatte Palæstina.

Gruppen har rappet sammen i fire år. Musikken handler om deres egne oplevelser og tanker og forsøger at give verden besked om, hvad der sker i Palæstina, fortæller nogle af pigerne i en video på organisationens Facebook side. Dette reflekteres i teksterne, der hovedsageligt beskæftiger sig med konflikten mellem Israel og Palæstina og  kvinderettigheder, samt de unge pigers drømme for fremtiden.

På tour i USA

I marts i år var hip hop-kollektivet på tour i USA med en anden gruppe af unge fra Shoruq organisationen, der danser den traditionelle dabke, skriver Hartford Courant.

Sammen forsøger de unge palæstinensere at sende et budskab til verden om den israelske besættelse, og hvad der sker i Palæstina.

Rapgruppen har tidligere været i USA, hvor de blandt andet optrådte i New York

Til AJ+ fortæller Sophia Alayssa, der er en del af gruppen, at hun ser en klar sammenhæng mellem den kamp, palæstinenserne kæmper, og de sorte amerikaneres kamp i USA – blandt andet ved, at begge befolkningsgrupper er undertrykte og kæmper for deres rettigheder den dag i dag.

”De forstår os. Jeg har mødt mange sorte mennesker i USA, som forstår, hvad vi føler, og som er meget forstående over for vores situation. De kæmper for at få deres frihed tilbage, og det er det samme, vi gør.”

Et opgør med stereotyper

De unge piger bruger ikke kun deres musik til at formidle deres modstand mod besættelsen; de udfordrer samtidigt stereotype fremstillinger og opfattelser, der findes i Palæstina såvel som i resten af verden.

”Mange mennesker synes, det er meget underligt for piger at rappe. Der eksisterer stadig en opfattelse blandt mange om, at kvinder skal holde sig til de huslige pligter. Det er én af de stereotype opfattelser, vi forsøger at nedbryde,” uddyber Alayssa.