Pundik vs. Espersen: Hvad stiller vi op med det danske institut i Damaskus?

Forfatter billede

Den aktuelle situation i Syrien bliver fordømt fra alle sider. På det politiske område står den på sanktioner og indrejseforbud.

Men hvad med kulturen? Herbert Pundik og Lene Espersen er uenige om Det danske Institut i Damaskus.

Overblik ved Daniel Henschen, kulturredaktør på U-landsnyt

”Det internationale samfund må stille sig selv spørgsmålet, om Assad er en legitim leder af sit land eller ej” – Lene Espersen har de sidste dage været ude med kraftige fordømmelser af præsiden Assad og det syriske styres fremfærd over for civilbefolkningen.

Ifølge flere nyhedsmedier vil Udenrigsmini-steren opfordre EU til at stramme sanktionerne mod Syrien og genoverveje forholdet til det syriske styre.

Pundik vil standse det danske kultur-samarbejde

Umiddelbart samme holdning gav tidligere chefredaktør Herbert Pundik udtryk for i Politiken i søndags. ”Assads regime har mistet enhver legitimitet”, skrev den mangeårige Mellemøsten-kender.

Som konsekvens bør Danmark ifølge Pundik standse aktiviteterne på Det Danske Institut i den syriske hovedstad, der har eksisteret siden 2000 i Damaskus’ gamle bydel med basis i et palæ tilhørende det syriske Kulturministerium.

Det er dog den eneste kontraktslige forbindelse til styret, og siden grundlæggelsen har instituttet stået bag en række dansk-syriske kulturaktiviteter – ligesom mange danske kunstnere og forskere har boet her i kortere eller længere perioder.

Det danske institut i Damaskus er en selvejende institution under Udenrigsministeriet med egen bestyrelse. Alligevel vedrører instituttet Danmark som stat, og det er derfor instituttet skal ”standse”, skriver Pundik i sit indlæg.

Pundik ønsker ikke en permanent lukning af instituttet. Men han opridser to argumenter for at afbryde det danske kultursamarbejde i Damaskus, indtil situationen måtte ændre sig:

Først grund er, at instituttet kan opfattes som ”en stiltiende accept” af præsident Assads styre – derfor kan en midlertid lukning af instituttet angivelig udtrykke solidaritet og opbakning med ofrene for styrets hårdhændede fremfærd, uanset om de er ”fængslede” eller ”tavse”.

”Den anden handler om os selv, om vor selvrespekt, om vi tør mene det, vi siger, og handle derefter. Ikke altid, men bare nu og da. Og helst når det er gratis. ”

Med andre ord et konkret men måske provokerende forslag til handling i en tragisk situation.

Instituttet kan række ud
Her hører enigheden mellem ex-redaktøren og Udenrigsministeren da også op. Det viste sig i dag onsdag, hvor Lene Espersen blev interviewet til Berlingske Tidende under overskriften. ”Lene Espersen freder dansk institut i Syrien”

I artiklen understreger Espersen, at en opretholdelse af Det Danske Institut i Damaskus på ingen måde er ”en blåstempling af det syriske regime”

Tværtimod er det en af forudsætningerne for en aktiv dansk indsats: ”et sted, hvor vi kan række hånden ud til det syriske civilsamfund, og hvor vi kan blive hørt, og det er der endnu mere brug for lige nu.«

Uden et institut vil Danmark altså, som man må forstå Udenrigsministeren, være afskåret fra de forbindelser til ikke-statslige personer og organisationer, som ofte nævnes som et af potentialerne ved den slags kulturinstitutioner. Kontakter der ikke nødvendigvis kan varetages af en ambassade med dens mere formelle tilknytning til den danske stat.

Lene Espersen bakkes op af både udenrigsordførerne fra Venstre og Socialdemokraterne, der dog begge er mere forbeholdende, når det kommer til fremtidsudsigterne – i tilfælde af en fortsat eskalering i Syrien bør aktiviteterne i det danske institut i Damaskus genovervejes.

Alt sammen forskellige svar fra politikere, der tilsyneladende bakker op om en af Herbert Pundiks afsluttende konklusioner: ”Kultur kan ikke løsrives fra begrebet menneskerettigheder.”