Røde Kors angriber hjemkaldt oberst

Redaktionen

Dansk Røde Kors beskylder den hjemkaldte leder af de danske styrker i Irak for at have brudt krigens regler, da han udleverede irakiske fanger til britisk militær, selv om han vidste, at briterne tolker Geneve-konventionerne om krigsfanger mere snævert end vi gør. Det fremgår af Berlingske Tidende, tirsdag.
– Oberst Henrik Flach har et selvstændigt ansvar for at sikre, at de irakiske fanger, han udleverer til briterne, bliver behandlet i henhold til konventionerne, siger juridisk konsulent i Dansk Røde Kors Marie Louise Berggreen Clausen til bladet.
– Selv om oberst Flach skulle have fået grønt lys fra forsvarets top i Danmark til at udlevere fangerne i strid med konventionerne, så fratager det ham ikke fra ansvar, tilføjer hun.
Forsvarsminister Søren Gade satte sent mandag midlertidigt stop for udlevering af krigsfanger til britisk militær i Irak. Det skete ifølge Radioavisen tirsdag middag ikke med henvisning til briternes tolkning af Geneve-konventionerne, men fordi Danmark vil sikre, at fangerne ikke dømmes til døden af de irakiske myndigheder.