Gå til hovedindhold

Mobile menu

Skik følge

Danske bistandsfolk har lært, at integration er nødvendig, men forsøg på assimilation er kunstig.
Danmark burde ikke kræve andet og mere af vores indvandrere, flygtninge og gæstearbejdere end det, jeg har levet så udmærket med i udlandet, skriver Jørgen Harboe.

Danmark burde ikke kræve andet og mere af vores indvandrere, flygtninge og gæstearbejdere end det, jeg har levet så udmærket med i udlandet, skriver Jørgen Harboe.

Nasir Khan (wikimedia/CC)

Der er noget bagvendt, velkendt og underligt i den løbende debat om, hvad vi kræver af udlændinge for at tolerere dem i blandt os. Debatten om assimilation snarere end integration.

For jeg og mange andre danske bistandsarbejdere har oplevet den samme problemstilling på vores krop som gæster i muslimske og andre fattige lande.

Også vi blev stillet overfor dilemmaet: Troskab mod vores egen kultur i modsætning til respekt eller konformitet i forhold til de lande, der gav os husly.

Næsten ingen af os planlagde at adoptere værtsnationen som nyt fædrelande, men situationen mindede alligevel meget om det krav, Danmark stiller flygtningen og indvandrere: skik følge eller land fly.

Opfyldelsen af kravet er bare mindre strengt, når vi stiller det til os selv.

Gæstevenskabets love

Jeg har skønsmæssigt brugt halvdelen af mit voksne liv i udlandet: Som aspirerende journalist, som journalist, i forbindelse med mange slags bistandsarbejde og sidst bare som pensionist og livsnyder i et mildere vinterklima end det danske.

Overalt har jeg forsøgt at overholde gæstevenskabet love. Nogle muslimske lande (men ikke alle) har forbud mod alkohol, som jeg naturligvis tilpasser mig i det offentlige rum. Næsten alle lande har regler om anstændig påklædning og opførsel på hellige steder, som jeg respekterer. Jeg bliver vred og beskæmmet, når jeg er sammen med hvide, der optræder bevidst krænkende. Andre lande har hilseritualer, som det er vigtigt at følge.

Shorts og skæg

En af mine første oplevelser som bistandsarbejder i Bangladesh var et besøg i en landsby. Det var varmt, og jeg var i shorts. Dengang havde jeg et flot, mørkebrunt fuldskæg.

Besøget blev en fiasko. Jeg nåede ikke engang at sige god dag! I Bangladesh gik kun små drenge dengang i korte benklæder, og fuldskæg blev især forbundet med hellige mænd. Alle måbede, da de så mig! Var jeg meget ærværdig eller et barn, selv om jeg var stor? Alle forsøg på kommunikation brød sammen i fnis, grin og kaos.

Jeg lærte på stedet at tage lange bukser på sammen med bangalere, og de lokale i landsbyen lærte med tiden, at jeg trods mit korte fuldskæg ikke var spor hellig. Med andre ord: jeg blev integreret i de to år, jeg opholdt mig i landet. Jeg drømte ikke om assimilere mig og blive andet end den europæer jeg var, og det var der bestemt heller ikke andre, der forventede af mig. Det ville sandsynligvis kun have virket latterligt, hvis jeg klædte mig ud i lunghi og slog mig ned i et lerhus.

Alle vidste jo og kunne se, at det var en påtaget attitude.

Kræv kun, hvad vi kræver af os selv

Hvor ville jeg ønske, at vi i Danmark ikke krævede andet og mere af vores indvandrere, flygtninge og gæstearbejdere end det, jeg har levet så udmærket med i udlandet! Ingen har forventet, at jeg var en anden end mig selv med den kultur og de normer, jeg var vokset op med. Og netop sådan har jeg haft let ved at tilpasse mig de samfund, jeg levede i.

Jeg har stort set haft det godt med de mennesker, jeg var iblandt. Jeg trådte ikke på deres ømme tæer og de trådte ikke på mine. Vi fungerede sammen i gensidig respekt på hver vores præmisser.

Det er integration uden tvang. Og det er en kunst, jeg og mange andre bistandsfolk har lært os gennem mange år som fremmedarbejdere.