Tchads ekspræsident dømt for krigsforbrydelser

habre
Hissène Habré blev idømt livsvarigt fængsel for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og tortur.
Foto: Human Rights Watch
Laurits Holdt

En særdomstol i Senegal har idømt Tchads tidligere leder Hissène Habré livsvarigt fængsel for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og tortur. Det skriver Al-Jazeera mandag.

Den i dag 72-årige tog magten i det centralafrikanske land ved et kup i 1982. På det tidspunkt var Tchad i krig med nabolandet Libyen, der havde besat den nordlige del af landet. Men støtte fra Frankrig og USA vandt Tchad krigen.

Habrés styre var kendetegnet ved massive brud på menneskerettighederne. Menneskerettighedsaktivister giver ham ansvaret for 40.000 menneskers død.

Han blev styrtet af et nyt kup i 1990. Han flygtede til Senegal i Vestafrika, hvor han levede i fred i 22 år. Men få dage efter et besøg af USA's præsident Barack Obama, der udtrykte sin støtte for en retssag mod ekspræsidenten, blev han i 2013 anholdt.

Sagen mod ham begyndte i juli 2015 ved en domstol etableret af den Afrikanske Union inden for rammerne af Senegals eget retsvæsen. Det er første gang, at der føres en sag inden for ét lands retssystem, hvor den tiltalte er et andet lands forhenværende leder.

Habré nægtede gennem hele sagen at anerkende domstolens myndighed og der skulle ifølge Al-Jazeera fysisk magt til at få ham ind i retslokalet.