Gå til hovedindhold

Mobile menu

Tro og udvikling

Udenrigsministeriet nye enhed for religions- og trosfrihed burde bredes ud til tro og udvikling.
Jørgen Harboe hilser Udenrigsministeriet nye initiativ for religions- og trosfrihed velkomment, hvis det betyder, at ministeriet og Danida har opgivet et udviklingssyn, hvor modtagernes tro er taget ud af ligningen.

Jørgen Harboe hilser Udenrigsministeriet nye initiativ for religions- og trosfrihed velkomment, hvis det betyder, at ministeriet og Danida har opgivet et udviklingssyn, hvor modtagernes tro er taget ud af ligningen.

Matthew Fearnley (CC BY 2.0)

Stort tillykke til udenrigsministeriet, der 1. januar i år oprettede en særlig enhed for religions- og trosfrihed!

Tillykke, hvis det betyder, at vi i Danmark omsider ser tro og udvikling som to sider af samme sag.

I gamle dage var det modsat. Dengang havde de fleste danske bistandsfolk en blind plet på det religiøse område i de fattige lande.

Det var en af grundene til, at vores udviklingssyn havde svært ved at slå igennem der, hvor det virkelig gjaldt: Blandt de fattige mennesker, vi ville hjælpe.

Religiøse rammer

I næsten alle fattige lande, som Danmark støtter med udviklingsbistand, lever de fleste mennesker i religiøse rammer. For det store flertal af muslimer hinduer, buddhister og kristne har social udvikling kun mening, hvis den er i pagt med deres tro. Religion og udvikling må opleves som sider af samme sag, ellers er udviklingen simpelthen meningsløs for folk, som de er flest eller ligefrem gudsbespottelig og må bekæmpes med alle midler!

Ikke desto mindre har dansk udviklingsbistand lige fra den tidligste start i 1960’erne bygget på den stik modsatte præmis: Udvikling har intet med religion at gøre! Vi hjælper mennesker, deres tro er totalt irrelevant. Præster og imamer er nyttige, hvis de siger ja til udviklingshjælpens budskaber. Gør de det ikke, er de fjender. Med udviklingsevangeliet i hånden er vores opgave som bistandsfolk at overbevise de fattige om, at vi har ret, og deres præster, imamer og alt det, de tror på, er håbløst forkert og bagstræberisk, hvis de modsiger os.

Jeg var en gang med til at spørge fattige landsbyfolk i Bangladesh om, hvad de selv ønskede, vi skulle hjælpe dem med. Jo, svarede de. De ønskede mest af alt en kirkegård, hvor de kunne begrave deres døde. I det overbefolkede Bangladesh var jorden dyr, men som gode muslimer var en rigtig begravelse afgørende for dem. Muslimer går ikke ind for ligbrænding.

Den kirkegård fik de naturligvis ikke. For os var deres begravelsesritualer irrelevante i forhold til udvikling. For dem var det sandsynligvis omvendt. Udviklingen var meningsløs, hvis fattigdommen gjorde, at de ikke kunne begrave deres døde.

Bredere grundlag

Jeg hilser Udenrigsministeriet nye initiativ for religions- og trosfrihed velkomment, hvis det betyder, at ministeriet og Danida har opgivet et udviklingssyn, hvor modtagernes tro er taget ud af ligningen.

Så får vores bistandsarbejde mere bund i modtagernes virkelighed og dermed større mulighed for at lykkes og bære frugt.

Oplægget til fra Udenrigsministeriet tyder dog på, at initiativet mest handler om at beskytte religiøse mindretal fra forfølgelse og marginalisering i Danmarks nærområder. Læs: Beskytte kristne fra forfølgelse i muslimske lande.

De kristne i lande som Egypten, Irak og Syrien har afgjort brug for vores hjælp, men hvis ministeriets nye enhed udelukkende eller især skal forsvare vores egne kristne trosfæller mod onde muslimer, er sigtet for snævert, og vi forpasser en gylden mulighed for at brede det samlede bistandsarbejde ud på et mere virkelighedstro og bæredygtigt grundlag.

Afdelingen burde i virkeligheden handle om tro og udvikling.