Trods regulering: antallet af insekter fortsætter med at falde

yellow_mayfly_on_leaf
Forfatter billede

I oktober sidste år rapporterede Globalnyt om et studie, der advarede mod et forestående ‘økologisk armageddon’ med dertilhørende store konsekvenser for det moderne samfund. Dengang hed konklusionen i en rapport fra Tyskland, at mere end 75% af flyvende insekter i tyske naturområder var forsvundet de seneste 25 år.

Forskerne understregede i den forbindelse vigtigheden af disse insekter for opretholdelsen af økosystemet og udpegede samtidig blandt andet forurening og sprøjtemidler i landbruget som de store syndere.

Nu understøtter en ny rapport fra et engelsk forskerhold det tyske studie. Således lyder konklusionen, at selv moderate mængder forurening i engelske vandløb og floder har en negativ effekt på døgnfluer eftersom forureningen dræber op mod 80% af fluernes æg. Fluerne udgør en central del af fødekæden, da de er føde for alt fra fisk over fugle til pattedyr.

Særligt mistænker forskerholdet fosfat i floder og vandløb for at være årsag til faldet i antallet af døgnflueæg. Fosfat kommer oftest fra sprøjtemidler, der siver fra marker og ned i floder og vandløb.

Bemærkelsesværdigt ved dette studie er, at disse resultater kommer fra områder, hvor antallet af fosfat i vandet er lavere end grænsen for hvad EU tillader. Disse grænseværdier fra EU er fastsat ud fra forsøg med døgnfluer og døgnfluelarver, men altså ikke ud fra forsøg med deres æg.

Disse døgnfluer findes ikke kun i England, men i store dele af Europa og eftersom mængden af fosfat, der skal være tilstede i vandet for at dræbe døgnfluens æg og mindre end grænseværdien kan dette altså have konsekvenser for hele Europa.