Den sorte kat i Mosul
Puk Damsgård
Politikens Forlag
Udgivet 24. oktober 2017
312 sider
I to måneder flyttede DR’s mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, ind på de baser, som de irakiske specialstyrker boede på, da de, sammen med de internationale kollektionsstyrker, kæmpede mod Islamisk Stat (ISIS) i Iraks tredje største by, Mosul.
Ved at leve, sove og spise med soldaterne, kom hun tæt på menneskene bag. Iklædt skudsikkervest og til lyden af mortérgranatnedslag og skudsalver er det deres fortællinger, hun beretter i ’Den sorte kat i Mosul’.
Det er historierne om, når de som mennesker holder et kæle-får. Når de græder over en treårig piges død, da hun efter at have leveret sin mors friskbagte brød til soldaternes base bliver ramt af et af ISIS’s bombeangreb. Og når de som soldater torturerer deres krigsfanger.
Et faldet kalifat
I 2014 erklærede lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, sit kalifat fra den store Al Nuri-moske i Mosul. Med det var byens cirka halvanden million mennesker tvunget til at leve under ISIS’s flag, isoleret fra resten af verden.
Først i efteråret 2016 indledte den internationale koalition sin offensiv mod Islamisk Stat og kalifatet. I sommeren 2017 måtte ISIS se sig slået, da de selv sprang samme minaret i luften, hvorfra kalifatet tre år tidligere var blevet erklæret.
Med i den internationale koalition var, foruden de irakiske specialstyrker, blandt andet soldater fra Australien, USA og Frankrig. Forskellen for de vestlige soldater og de irakiske, var og er, at det for irakerne er deres verden. Det er deres gader og huse, der eksploderer, når de hører mortérgranaterne slår ned. Og det er deres venner der dør, både i den igangværende krig mod ISIS, og igennem al den tid de er vokset op. Først under Saddam Husseins diktatur, dernæst i den otte år lange amerikansk ledede Irakkrig, og siden i den borgerkrigslignende tilstand invasionen efterlod landet i.
”De er soldater, jeg er journalist, men først og fremmest er vi mennesker”
Det er de sidste soldater, de irakiske, som Puk Damsgård lader sin journalistiske og dokumentariske pen følge. Selvom der ikke hersker tvivl om, at hun har valgt den side, der ikke er ISIS’, formår hun at gøre det så nuanceret, at man både fatter sympati for mennesket inden i soldaterne og senere sådan en enorm væmmelse, at man (næsten) ville ønske, at Damsgård havde kigget væk, når de lader krigsfangerne møde deres torturredskaber.
”Når jeg bor sammen med en gruppe soldater, der til tider lever under et ekstremt pres, opstår der med tiden et venskabeligt forhold. De er soldater, jeg er journalist, men først og fremmest er vi mennesker. Det har været afgørende for mig, at de turde åbne op og blotlægge både de heroiske, barske og sorgfyldte stunder i deres liv, samt de handlinger, de har grund til at være mindre stolte af.”
Sådan skriver journalisten og forfatteren i efterordet til ’Den sorte kat i Mosul’. Ord som hun lever op til.
Hun er nøgtern. Hun er ærlig. Og selvom hun ikke prøver at komme udenom, at hun med sin tilstedeværelse selv er en brik i historien, formår hun alligevel at lade den handle om dem, hun møder, og det, hun ser, frem for sin egen rolle i den.
Som hun gjorde med ’Hvor solen græder’ skrevet fra borgerkrigen i Syren, lykkes hun med sin dokumentariske pen at give ordet til dem der sjældent kommer til orde; dem hvor krigens rædsler er hverdag. Også når det er soldater på orlov, væk fra krigens frontlinje, men stadig i krigens geografi.
Læs vores anmeldelse af ’Hvor solen græder’ her
Selv soldater kan græde (i skjul af mørket)
Èn af mange soldater, man møder i ’Den sorte kat i Mosul’, er sergenten Dhafer. Født i 1990 har han levet sin ungdom post-Saddam Hussein i et samfund, hvor selvmordsbomber og uro har været en del af livet, og hvor det at lede efter ligdele af ens pårørende, har været en fast del af hverdagen:
”I Bagdad skete der op gennem nullerne angreb så ofte, at det på trods af risikoen for dobbeltangreb var blevet kutyme, at man løb mod eksplosionen for at tjekke, om der lå pårørende – eller kropsrester fra bekendte”, som Damsgård beretter om livet i Irak i løbet af nullerne.
Det var i sådan et angreb, Dhafer for første gang mistede venner. Og siden han er blevet soldat i de irakiske specialstyrker, har han mistet flere venner og kollegaer, end hvad der kan tælles på et menneskes fingre. Men som soldat i et samfund, hvor man som mand ikke må græde, er tabet nødt til at blive skubbet væk. Om ikke andet i en tåge af whisky, som Dhafer gerne flygter til og lukker både familie, venner og kæreste ude, når han har orlov fra fronten.
Det er takket være en utrættelig tilstedeværelse og interesse, at Puk Damsgård formår at komme helt tæt på mennesket bag soldaten. Det er smukt og sorgfuldt, til tider ligefrem humoristisk og til andre tider uhyggeligt grufuldt. Det er menneskeligt. Og uhyre vigtigt. Det er virkelighed.
Kun kattene i krigen er enten sorte eller hvide
Med andre ord, viser Puk Damsgård på særdeles nærværende vis, at heller ikke livet i krigen er sort/hvidt.
Det er mennesker, der dør i krig. Det er mennesker, der lever i krig. Og det er mennesker, der udkæmper krig. Det er mennesker, vi ikke kan være bekendte at vende ryggen, som vi sidder under slumretæppet i vores efterårsoplyste stuer.
Lige præcis derfor er Puk Damsgårds arbejde så vigtigt. Hun husker os på, at vi først og fremmest er mennesker. Og det gælder også både krigens ofre og dens bødler.
Find vores anmeldelse af Puk Damsgårds ‘Ser du månen, Daniel’ her
