UNHCR bekymret for tiltagende vold mod udlændinge i Sydafrika

21046686095_219249df4c_o
Vold mod udlændinge i Sydafrika var været et varmt emne i flere år. Her en demonstration i den britiske hovedsted London i april 2015.
Foto: PictureCapital (CC BY 2.0)
Laurits Holdt

I den seneste tid er fire udlændinge blevet dræbt i byen Soweto ved Johannesborg og flere er blevet kvæstet og har mistet ejendele og ejendom under angreb på udlandske statsborgere.

Det får nu FN’s organisation for flygtninge, UNHCR, til at hæve stemmen.

På en pressebriefing i organisationens hovedkvarter i Geneve, Schweiz, sagde talsmand Charlie Yaxley, at organisationen er ekstremt bekymret for volden.

Ifølge talsmanden har der været alvorlige spændinger mellem indfødte sydafrikanere og udlændinge i provinserne KwaZulu Natal og Western Cape.

FN-organisationen appellerer derfor til den sydafrikanske regering om at skride hårdere ind og sørge for at de skyldige kommer for retten. Dertil skal der også skrues op for den præventive indsats, lyder det fra talsmanden.

Medarbejdere fra UNHCR har besøgt nogle af de flygtninge og asylansøgere, der har været udsat for overfald. Mange af dem har drevet småbutikker, der nu er blevet ødelagt. Det betyder, at de har mistet deres eneste indtægt.

Sydafrika har ifølge UNHCR 280.027 flygtninge og asylansøgere.