UNICEF: Niger er endt som flygtningekrisens blinde vej

niger_albert_backer
Forfatter billede

Siden november sidste år er mere end 8.000 vestafrikanere – herunder 2.000 børn sendt til Niger fra Algeriet. Herudover er knap flygtninge og asylansøgere fra lande i Østafrika blevet sendt til Niger fra Libyen.

Alene i april steg antallet af tilbagesendte med 14 procentpoint sammenlignet med marts.

Det skriver UNICEF i en pressemeddelelse mandag.

Det reelle antal mennesker, der skubbes tilbage over grænserne, må forventes at være langt højere, for tallene dækker kun de, der er registreret – ikke alle dem, der holder sig skjult, eller aldrig når frem til registreringsstederne.

”Niger er ved at ende som flygtningekrisens blinde vej. Og mens flygtninge og migranter sendes retur fra nord, fortsætter strømmen af mennesker ind over grænserne fra Nigers nabolande,” siger Steen M. Andersen, generalsekretær i UNICEF Danmark.

Især børn er sårbare

Mange børn rejser alene og risikerer derfor at blive udsat for trafficking, vold, overgreb, udnyttelse og vilkårlig tilbageholdelse.

Akut har de brug for beskyttelse og adgang til basal hjælp med at få tag over hovedet og beskyttelse i Niger. UNICEF arbejder på at oprette centre, der kan give børnene beskyttelse og hjælp til at afhjælpe fysiske og psykologiske sundhedsproblemer.

”Mange af den har brug for akut hjælp efter en strabadserende rejse. De oplever ting, som børn ikke burde opleve,” siger Steen M. Andersen.

Herudover arbejder UNICEF arbejder også på at genforene familier, der er blevet skilt ad under flugten, ligesom man arbejder intenst med myndighederne i området for at lave en plan for, hvor børnene og deres familier kan bosætte sig på længere sigt.

”Men skal problemet for alvor løses, er det vigtigt, at vi højner uddannelsesindsatsen og sikkerheden i de samfund, børnene oprindeligt kommer fra,” siger Steen M. Andersen.

”Så længe folk ikke kan se en fremtid for sig i deres hjemland, vil de begive sig ud på den farefulde færd, uanset hvor håbløs den virker.”