Undskyldningen kom efter flere årtiers kritik, blandt andet fra FN, af Vatikanets tavshed omkring den rwandiske katolske kirkes aktive rolle i folkedrabet i 1994.
Fra officielt rwandisk hold blev undskyldningen positivt modtaget –
"Den (undskyldningen) gør det muligt for os at styrke fundamentet for genoprettelse af harmoni mellem rwandere og den katolske kirke”, udtalte Rwandas udenrigsminister Louise Mushikiwabo i en pressemeddelelse i forbindelse med mødet i Vatikanet.
Mellem linjerne
Men nærlæser man undskyldningen, bad paven om tilgivelse for de katolske nonner og præster, der ”gav efter for had og vold og dermed forrådte deres evangeliske mission”.
Han undveg dermed spørgsmålet om, hvorfor Vatikanet ikke officielt -mens folkedrabet stod på i 1994 – fordømte de rwandiske katolske præsters meget aktive deltagelse i nedslagtningen af landets tutsier samt den katolske kirkes nære forbindelse og opbakning til hutu-regimet, som iværksatte folkedrabet.
Ej heller nævnte eller fordømte paven den måde, hvorpå et organiseret netværk af europæiske katolske gejstlige efter folkedrabet hjalp rwandiske præster og nonner med blod på hænderne til Europa og senere aktivt modarbejdede deres udlevering til retsforfølgelse ved det internationale straffetribunal for Rwanda (ICTR).
At der kun blev rejst anklager mod fire præster i 2001 for deres rolle i folkedrabet, udløste i særdelshed store protester for det forfejlede fokus på enkelte individer og ikke på kirken som institution.
Kirkens fald
Men hvor den officielle (internationale) indrømmelse af kirkens rolle udeblev i årene efter folkedrabet, var den lokale fordømmelse til at tage og føle på.
Flere rwandere konverterede til islam, desillusionerede over den katolske kirkes svigt og taknemmelige for den indsats den lille muslimske minoritet havde gjort for at redde tusindvis af tutsier.
Efter at den romersk katolske tro havde været dominerende i landet i over et århundrede, var islam den hurtigst voksende trosretning i Rwanda. Blot ti år efter, kunne den muslimske menighed i 2004 tælle dobbelt så mange medlemmer.
Undskyldning eller image-boost?
I lyset af kirkens detronisering som én af de mest magtfulde institutioner i Rwanda før 1994, er det nærliggende at sætte spørgsmålstegn ved, om undskyldningen er et oprigtigt led i den mere pragmatiske linje, som Pave Francis er kendt for, eller om den, som kritiske røster nok vil hævde, skal ses som en strategisk led i genrejsning af den katolske kirkes image i landet.
At Pave Francis i hvert tilfælde ikke er uvidende om denne udfordring, synes antydet i afslutningen af undskyldningen, hvori paven utrykte, at han med sin ”ydmyge anerkendelse af kirkens svigt” (og ikke aktive støtte af regimet), håbede at kunne ”bidrage til en ’udrensning af erindringen’“ og en promovering af fornyet håb og tillid og en fredelig fremtid for fremtidigt samarbejde.
