Da “Håndboldlandsholdet” vandt

Forfatter billede

”Skal jeg spille håndbold på Nyayo stadion, er det ikke kun fodboldlandholdet, som spiller der?”. Spørgsmålet blev stillet forleden af en af eleverne fra Mashimoni Primary & Secondary School i Kenya, skriver NGOen VedvarendeEnergi i en presserundsendelse tirsdag .

Eleven deltog sammen med godt 500 andre børn fra slumområder i hovedstaden Nairobi i en freds- og sportsfestival på det østafrikanske lands nationale stadion.

Festivalen var arrangeret af den danske organisation HandtheBall som afslutning på et et-årigt pilotprojekt, hvor bolden er blevet brugt på skoler og slumområder til at aktivere børn.

Mashimoni skolen er ikke tilfældigt valgt. Det er en af tre skoler, som har fået del i overskuddet fra Børnenes U-landskalender 2009 i et projekt der gennemføres af VedvarendeEnergi.

Skolen ligger i et af de områder i den enorme slumby Kibera, som var hårdest ramt af volden efter valget i 2007.

VedvarendeEnergi og HandtheBall indledte derfor et samarbejde i efteråret 2011, hvor HandtheBall konceptet og sporten også blev brugt som middel til at skabe opmærksomhed om det kommende valg i marts i år.

I løbet af dagen blev der arrangeret forskellige aktiviteter for børnene, hvor lærerne også havde mulighed for at hente inspiration til, hvordan de kan arbejde videre med HandtheBall konceptet.

Dagen blev afsluttet med en ”landskamp” mellem det kenyanske herrelandshold og et udvalgt hold fra Danmark, hvor blandt de tidligere landsholdsspillere Lasse Boesen, Lars Krogh Jeppesen og Erik Junge Madsen deltog.

Det undertippede danske hold vandt!

HandtheBall fortsætter sit engagement i Kenya, da alle de deltagende skoler har givet udtryk for at børnene har haft glæde af bolden, hedder det.

Man kan læse mere om HandtheBall på www.handtheball.com

Yderligere oplysninger hos:
Erik Junge Madsen, International Project Coordinator
VedvarendeEnergi/SustainableEnergy
Tlf. 36 98 61 18 og e-mail: [email protected]
web: www.ve.dk