Danmark lukker i Zimbabwe, men stor dansk NGO bliver

Forfatter billede

Ved årsskiftet lukker den danske ambassade i Zimbabwe. Det er et direkte resultat af sidste års beslutning om at udfase det danske udviklingsarbejde, der bl.a. omfatter projekter, som skal understøtte god regeringsførelse i landet, hvor Robert Mugabe har siddet på magten i mere end 36 år.

Den danske hjælp har gjort en stor forskel, siger Pamela Mhlanga, der er leder af organisationen ZWRCN (The Zimbabwe Women’s Resource Centre and Network), der kæmper for kvinders rettigheder.

”Hjælpen fra Danida har betydet utrolig meget for både mig og organisationen. Vi er i dag en vigtig stemme i kampen for lige rettigheder i Zimbabwe, og det kan vi takke hjælpen fra Danmark for,” siger hun.

”Danmarks hjælp har gjort en fantastisk forskel for mange mennesker i Zimbabwe. Vi har fået forbedret vores liv markant, fordi danskerne og Danida har støttet os. Så hvis nogen siger, at hjælpen ikke virker, vil jeg sige til dem, at de tager fejl. Tak Danmark for jeres bistand.”

"Det snart lidt glemte Afrika"

Folkekirkens Nødhjælp, der modtager en del af sine midler til hjælpearbejde fra Danida, har valgt at fortsætte arbejdet i Zimbabwe.

”Folkekirkens Nødhjælp er ked af, at Danmark lukker sin ambassade i Zimbabwe. Vi mener, at der er mange vigtige opgaver i Zimbabwe og andre dele af det snart lidt glemte Afrika, som fortjener fuld opmærksomhed fra Danmark,” siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen og fortsætter:

”Vi kan se, at befolkningen i Zimbabwe har brug for os, hvis udviklingen mod noget bedre skal fortsætte. Derfor bliver vi. Og vi vurderer, at vores arbejde ikke kun gavner den lokale befolkning – som er vores opgave – men også kan være til gavn for danske virksomheder, der kan se forretningsmuligheder i et Zimbabwe under forandring.”

Zimbabwe er et af verdens fattigste lande og ligger nummer 155 ud af 188 lande på FN's 'Human Devlopment Index'.