Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Bådflygtninge er ikke noget nyt. Poul Hartling, tidligere Venstre-statsminister, stod i 1979 som FN’s flygtningehøjkommissær, i spidsen for forhandlinger, der skabte en international aftale om fordeling af bådflygtningene fra Vietnam efter Vietnam-krigen. Uden en aftale risikerede man, at skibsfarten lagde ruterne om for at undgå bådflygtninge. Rederierne frygtede, at hvis de reddede flygtninge fra ofte synkefærdige skibe, så kunne de ikke slippe af med dem, fordi ingen ville tage imod dem.
Det var måske særligt vigtigt for Danmark, for de første Vietnam-flygtninge blev i 1975 samlet op af det danske fragtskib Clara Mærsk og blev dermed en dansk forpligtelse. Det var vigtigt, at andre trådte til, så opgaven blev fordelt mellem lande, der havde vilje til at være med.
Ikke alle flygtninge var flygtninge i flygtningekonventionens forstand. Mange snarere migranter ud fra en snæver definition. Men jeg tror ikke, nogen hævdede, at redningen af vietnamesiske bådflygtninge blot ville få endnu flere til at migrere. Aftalen fungerede ikke uden problemer, men den fungerede.
Krystalklar afvisning
Disse historiske betragtninger for at sætte dagens danske regerings holdning i relief. Udlændingeminister Mattias Tesfaye (Soc.) var krystalklar i et interview i Politiken 8. oktober, hvor han afviste enhver dansk deltagelse i noget der ligner det, man gjorde dengang. Danmark tager ikke imod.
Bådflygtninge drukner i Middelhavet, og ingen lande vil tage imod dem, der reddes. EU-lande i Syd lider uforholdsmæssigt meget på grund af deres placering, men ingen andre har villet hjælpe. EU-indsatser har handlet om at holde flygtningene væk – også i EU-finansierede koncentrationslejre i Libyen.
Danmarks svar er et luftigt forslag om helt anderledes asylbehandling uden for Europa. Ikke på danske ambassader, som allerede er der, men i ikke-eksisterende og svært etablerbare nye centre i lande, som ikke har sagt ja til dem.
Andre EU-lande forsøger at gøre noget
Nu er der så EU-lande med Frankrig, Tyskland og Finland i spidsen, der vil gøre noget. Liv skal reddes, og byrden på lande som Italien og Malta lettes. Der skal laves en fordelingsmekanisme, og de vil tage deres del.
Men ikke Danmark. EU-løsninger er blevet efterspurgt, men Danmark løfter ikke en finger for sammen med andre EU-lande at redde liv. Temmelig kynisk antydes det, at livredning vil gøre ondt værre, for andre kunne få ideer.
I 1979 kunne en tidligere borgerlig statsminister stå i spidsen for en humanitær indsats for at redde liv.
I dag siger en socialdemokratisk regering, at flygtningene kan sejle i deres egen sø. Og drukne i den.
