Dansk projekt: Unge kenyanere skal forhindre vold

Forfatter billede

En dansk NGO har søsat et freds- og forsoningsprojekt, der skal gøre unge kenyanere fra slumområdet Kibera til ambassadører for demokrati. I første omgang er håbet, at de kan bidrage til at forhindre voldelige sammenstød før og efter præsidentvalget.

Det enorme slumområde Kibera i Kenyas hovedstad, Nairobi, var i 2007 skueplads for drab og voldelige optøjer under valget dengang.

Det netop overståede valg er forløbet forholdsvist fredeligt, men man holder stadig vejret i Kenya, skriver NGOen VedvarendeEnergi i en artikel.

Frygten for uroligheder som i 2007 eksisterer stadig. Den danske NGO VedvarendeEnergi har i Kibera mobiliseret en større gruppe unge, der skal være med til at sikre et fredeligt valgforløb.


”Projektet handler især om at skabe større dialog og tolerance mellem unge fra forskellige etniske grupper i Kibera. Desuden handler det om at øge de unges viden om deres forftaningsmæssige rettigheder, som også ungdommen har omkring et valg”, fortæller Maria Graversen, som er projektkoordinator hos VedvarendeEnergi.

Kibera holder vejret


Projektet er kommet i værk sammen med den kenyanske NGO Umande Trust.

Her arbejder Elijah Odundo som projektleder, og han fortæller, at stemningen i Kibera både er optimistisk og spændt på samme tid: 

”Valget er indtil videre forløbet fint i Kibera. Der har ikke været større sammenstød. Men vi ser også, at folk er begyndt at samle sig i de forskellige etniske grupperinger. De fleste er vældig nervøse ”, beretter han.

Der er på nuværende tidspunkt store spændinger i Kibera, og de unge i projektet har mere end travlt med dialogaktiviteter, der skal forebygge voldelige optøjer.

Musikfestival


Projektet er en kombination af dialogaktiviteter mellem etniske grupper og vælgeruddannelse, hvor lokale ungdomsorganisationer støttes i at gennemføre tværkulturelle aktiviteter som musik, drama, sport og vælgeruddannelse.

Her var VedvarendeEnergi med til at arrangere en musikfestival i december 2012, hvor de danske musikere Wafande og Pharfar var på scenen.

”De centrale budskaber i projektet er klare – folk skal tale sammen og acceptere hinanden – uanset etniske tilhørsforhold, og unge må stå frem og tage ansvar for at skabe et fredeligt Kibera og undgå optøjer”, slutter Maria Graversen.

Projektet er finansieret af EU gennem EuropeAid.

Yderligere oplysninger hos:
Maria Graversen, VedvarendeEnergi
Tlf. 40 41 04 73, e-mail: [email protected]