Dansk viden og kapital skal udvikle Nigerias landbrug

Forfatter billede

”Vores koncept er vores lidenskab, og vi inviterer mulige partnere til at kontakte os for en dialog om det fælles potentiale”, lyder det fra ADRA Business og danishknowhow®, som er gået sammen i et nyt socialt investeringsprojekt.

Vi forventer at gøre landbrugserhvervet mere attraktivt for de unge på landet

Erik Buch Procida, direktør ADRA Business 

Projektet bygger på In-grower™-konceptet, som de seneste fem år har udviklet småbønders produktion og markedsføring af grøntsager og kylling i Mozambique. Og nu går danishknowhow® og ADRA Business sammen om at etablere det i Nigeria.

”Vi ser et stort potentiale i at engagere danske virksomheder i at bekæmpe fattigdom gennem netop landbrug-/fødevarer-sektoren. Når vi øger produktiviteten hos de mange småbønder, betyder det både job- og fødevare-sikkerhed, og vi forventer samtidig at gøre landbrugserhvervet mere attraktivt for de unge på landet”, fortæller Direktør for ADRA Business Erik Buch Procida til Globalnyt. Og det er et potentiale, som In-grower™-konceptet er sat i verden for at udnytte ved at tilføre viden og skalafordele.

Platform med fokus på business og det enkelte menneske 

In-grower™ er en kommerciel og kooperativ platform, som fordeler overskuddet blandt lokale iværksættere. De lokale iværksættere, som fører egne forretninger og har egne budgetter og bankkonti, samles om platformen, som tilbyder træning, faciliteter til produktion, landareal, vanding, finansiering, markedsføring og forretningssupport.

Det vi kommer med er en businessforståelse. Vi hjælper dem med at forstå markedet 

Anders Frigaard, danishknowhow®

Ifølge Anders Frigaard fra danishknowhow® er projektet et kommercielt projekt, der indtænker social impact. ”Det vi kommer med er en businessforståelse. Vi har fokus på at finde en plads i værdikæden og hvordan vi motiverer det enkelte menneske. Vi hjælper dem med at forstå markedet”.

Han fortæller videre, at den ene halvdel af overskuddet fra produktionen går til iværksætterne, mens den anden halvdel går til platformen. ”Vi vil alle sammen gerne hjælpe de små farmere ude på landet, men det er afgørende, at der er stordriftsfordele – det betyder rigtig meget”, udtaler han til Globalnyt.

Sociale investeringer skal drive projektet

ADRA Business og danishknowhow® vil etablere In-growers med prioritet for staterne tæt på Lagos, Nigeria, som med en befolkning omkring 20 millioner mennesker udgør en enorm efterspørgsel. De to partnere planlægger at etablere op til 10 enheder bestående af mindst 100 iværksættere fordelt på 100 hektar land og 60 kyllingefarme. Projektet har herudover som mål årligt at føre 750 personer igennem et forløb hvorved de opnår kompetencer og kapital til at kunne opstarte eget landbrug. Hver enhed kræver en finansiering på op til 2,5 millioner dollar, som skal komme som sociale investeringer fra private virksomheder, NGO’er og statslige institutioner.

In-grower-modellen


Foto: danishknowhow

Om ADRA Business og danishknowhow®

ADRA er repræsenteret i mere end 130 lande med 6000 medarbejdere og har været tilstede i Nigeria i 30 år. ADRA Business blev etableret i Danmark tilbage i 2001 som en separat del af ADRA Danmark, baseret på et netværk af virksomheder, som alle støtter op om udvikling.

Og danishknowhow®   er et privat selskab, som siden 2005 har udviklet og implementeret innovative aktiviteter i udviklingslande. Virksomheden arbejder på forbedring af iværksætteri og forretningsudvikling inden for landbrug/fødevarer med fokus på mindre landmænd. Kunderne er investorer, stater og donorer, som ønsker at udvikle landbrug/fødevarer gennem iværksætteri, jobskabelse og finansiering.

ADRA Business og danishknowhow® er gået sammen som projektudviklere, og i nogle tilfælde investorer, om at udvikle projekter, som er synlige, konkrete og bæredygtige. Udgangspunktet er den første idé og kontrakt, udvikling af konceptet, planlægning, identificering af partnere, feasibility-studie, etablering af faciliteter, træning af medarbejdere og opstart af operationerne.