Danske gymnasieelever møder politikerne om Dagsorden 2030

Forfatter billede

Elever fra gymnasier landet over vil være at finde til en stor konference i FN Byen i København tirsdag d. 6. maj. Her vil handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S), udviklingsordførere fra Folketingets partier og FN Byen diskutere den næste globale udviklingsdagsorden med dem.

Også folkelige foreninger og andre med global interesse vil være til stede på konferencen tirsdag eftermiddag kl. 13.30 til 15.30, skriver FNs Nordiske kontor i en pressemeddelelse.

Konferencen vil sætte fokus på Dagsorden 2030, som er fremtidens globale mål for fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling, når FN’s nuværende 2015-mål udløber.

De blev vedtaget i 2000 – se også U-landsnyt.dks tema om 2015 Målene og den nye globale udviklingsdagsorden på http://www.u-landsnyt.dk/tema/2015-m-lene-og-fremtidens-globale-udviklingsdagsor

Over 1,7 millioner personer kloden rundt har indtil videre givet deres mening til kende om, hvilke områder, de mener, bør prioriteres i den nye globale udviklings-dagsorden. Nu får også de danske gymnasieelever chancen for at sætte deres fingeraftryk på den.

Mogens Jensen og flere af de politiske partiers u-landsordførere vil give deres bud på, hvad der bør stå øverst på udviklingsdagsordenen efter 2015, samt hvordan Danmark bør bidrage.

Politikerne vil derefter blive mødt med spørgsmål og kommentarer fra deltagerne samt fra alle de elever, der følger konferencen online ved hjælp af live-stream og sociale medier.

Forud for debatten vil eleverne have besøgt en udstilling om 2015-målene samt have givet deres bud på, hvilke udviklingsmål, der bør prioriteres højest.

De vil også blive præsenteret for en stribe af de organisationer, der arbejder i FN Byen.

FN Byen på Marmormolen i Københavns gamle Frihavn er en unik bygning, som huser otte FN-organisationer med 900 medarbejdere. Fra juni i år vil der være 1.250 medarbejdere fra 100 lande.

FN-Byen i den danske hovedstad er verdens sjettestørste FN-by.

Yderligere oplysninger hos:
Nikolaj Bøjgaard, e-mail: [email protected]
og tlf. 50 59 92 99.