Danske lærere besøger samarbejdsskoler i Mellemøsten

Forfatter billede

Der er stor interesse for Mellemøsten for tiden, og 6 danske gymnasier gør nu selv en aktiv indsats for at sætte fokus på udviklingen i regionen ved at involvere skolens lærere og elever i samarbejder med skoler i Mellemøsten.

Tolv gymnasielærere fra seks danske gymnasier rejser til Mellemøsten i slutningen af november for at besøge deres partnerskoler i henholdsvis Jordan og Libanon. Det fremgår af en pressemeddelelse fra organisationen Globale Skolepartnerskaber.

Dialog og interkulturel forståelse

Under besøget møder de danske lærere deres jordanske eller libanesiske kolleger, som de indtil videre kun har emailet med, og sammen med dem skal de planlægge undervisningsaktiviteter, som elever fra begge skoler kan samarbejde om.

Formålet med skolepartnerskabsprojektet er at fremme dialog og interkulturel forståelse mellem danske unge og unge fra Mellemøsten. Det skal ske ved, at skolerne i fællesskab beskæftiger sig med aktuelle temaer i undervisningen, som kan give eleverne et perspektiv udefra og blik for nogle af de ligheder og forskelle, der er på at være ung i Danmark og Mellemøsten.

I første omgang er det dog lærerne, der står til en interkulturel oplevelse. De får med lærerrejsen et førstehåndsindtryk af regionen og indblik i uddannelsessystemet og i, hvordan det er at være lærer i Jordan eller Libanon.

I begyndelsen af næste år kommer lærere fra skolerne i Jordan og Libanon på besøg på de danske skoler for at få et tilsvarende indblik i det danske undervisningssystem og sammen med de danske kolleger at videreudvikle samarbejdet.

Globale Skolepartnerskaber støtter danske skoler i at etablere undervisningsbaserede partnerskaber med skoler i andre dele af verden. Målet er at styrke elevernes forståelse af det globale samfund, de er del af – og deres engagement i det.

Yderligere oplysninger hos:
Projektleder Kristine Fjord Tolborg, Globale Skolepartnerskaber
email: [email protected], tlf. +45 3011 4703