Danske NGOer samles om anbefalinger til de nye verdensmål

Forfatter billede

Derfor mødes de globalt engagerede danske NGOer d. 11. og 12. november i København for at udarbejde et fælles oplæg til, hvordan regeringen bedst kan sætte de nye verdensmål igennem i sine politiske holdninger og initiativer, både herhjemme og overfor omverdenen.

Mødet arrangeres af den store samlede NGO-platform, Globalt Fokus, og netværket 92-gruppen.

Deadline for tilmelding er onsdag d. 4. november.

Efter den officielle vedtagelse i september af FN’s 17 nye verdensmål for bæredygtig udvikling er næste skridt at sikre en effektiv realisering af målene, både nationalt, regionalt og globalt.

Rundt om i verden arbejdes der i øjeblikket på nationale handlingsplaner, der skal sikre, at de nye verdensmål ikke blot bliver ambitiøse på papiret, men at ord bliver til handling, og at vi kommer til at opleve en reel forandring for både mennesker og planeten.

Forhandlingerne om verdensmålene har været meget mere åbne end tidligere set. Og mange flere har været inddraget i processen.

På samme måde kræver den ambitiøse dagsorden, at både civilsamfund, den private sektor og regeringer kommer på banen og arbejder sammen.

Globalt Fokus og 92-gruppen samler derfor deres medlemsorganisationer til konference i FN-byen for at udarbejde og diskutere konkrete anbefalinger til Danmarks gennemførelse af hvert af de 17 verdensmål.

Medlemsorganisationer er allerede i gang med at forberede udkast til anbefalinger, som skal diskuteres og kvalificeres på konferencen.

Med fælles anbefalinger på vegne af flere end 80 NGOer står vi stærkere i dialogen med politikere og erhvervsliv, hedder det.

Og videre: Desuden sender det et stærkt signal om, at civilsamfundet står sammen og kræver, at den danske regering udarbejder en handlingsplan, der bidrager til ambitiøs virkeliggørelse af verdensmålene i Danmark og resten af verden.

Deltagelse i konferencen giver civilsamfundsorganisationer en unik mulighed for at påvirke fremtidens nationale og globale udviklings- og bæredygtighedsarbejde.

Konferencen er arrangeret i samarbejde med det nordiske kontor for FNs Udviklingsprogram (UNDP).

Læs mere om konferencen, og tilmeld dig via

https://globalnyt.dk/content/hvad-boer-danmark-goere-sikre-de-nye-verdensmaal

Her finder du også mere omtale af de 17 nye mål for global udviklling.

92-gruppen er et netværk af både udviklings- og miljøorganisationer, som arbejder med bæredygtig udvikling, der knytter sig til klima-, udvikling-  og miljøemner.