Dansker: Fortegnet billede af Eritrea

Forfatter billede

KOMMENTAR

Af Christian Hallum
Cand.scient.pol. og mangeårig aktiv i dansk u-landsvirke, bl.a. i IBIS

Artiklen i U-landsnyt søndag med overskriften “Vrede i Eritrea over dansk indsamling” kalder på en reaktion (se link til artiklen længere nede).

Jeg vil ikke kommentere på landsindsamlingen til tørkeofrene – det er for mig ikke det interessante i denne artikel. Det er derimod det billede, der tegnes af Eritrea som et mønsterland, hvor godt lederskab viser vejen frem for resten af Afrika.

Uden at være ekspert på Eritrea virker det for mig til at være for grov en manipulation til at kunne stå uantastet.

Da forfatteren selv har valgt at indsætte en række kilder, vælger jeg at gøre det samme neden for – så må folk selv vurdere om det billede, der gives af Eritrea i artiklen, er korrekt:

* Som et af de eneste lande i Afrika syd for Sahara scorer Eritrea absolut bundkarakter i Freedom House’s index for politiske og civile rettigheder (Rødehavs-landet får 7 i begge kategorier)

* Eritrea er dermed på niveau med Nordkorea og ifølge indekset mindre frit end eksempelvis Zimbabwe (der scorer 6 i begge kategorier)- se http://www.freedomhouse.org/uploads/fiw11/TableofIndependentCountriesFIW2011.pdf

* Pressefriheden i Eritrea er ikke-eksisterende. I “Reporters without Borders” undersøgelse af pressefriheden i verden deler Eritrea sidstepladsen med Nordkorea, Turkmenistan, Iran og Burma – se http://allafrica.com/stories/200911161692.html

* Om korruption, som åbenbart ikke eksisterer i Eritrea, blot dette: Transparency International tildeler Eritrea scoren 2,6 for 2010 – det er samme niveau som Etiopien og landet rangerer generelt som nummer 123 ud af 178 lande – se http://www.transparency.org/policy_research/surveys_indices/cpi/2010/results

* Den økonomiske fremgang, der tales om i artiklen, er også svær at finde belæg for. Ifølge Verdensbankens tal har den gennemsnitlige årlige vækst i BNP per indbygger i perioden 1999-2009 været minus 3,7 procent – se http://devdata.worldbank.org/AAG/eri_aag.pdf
Når forfatteren fremhæver et enkelt års høj vækst er det derfor temmelig misvisende.

* Artiklen giver det billede, at Eritrea som eneste land i regionen undgår en sultkatastrofe på grund af godt lederskab. Her er det værd at bemærke, at landet så sent som i 2005-2006 var præget af fødevare-mangel – under samme lederskab. I den forbindelse smed man en række NGO’er ud af landet.

En analyse af de mere politiske grunde til fødevaremanglen dengang kan læses her og er ikke ligeså positiv i sin vurdering af regeringen i Asmara – se http://www.irinnews.org/report.aspx?reportid=55606 + http://news.bbc.co.uk/2/hi/africa/4834936.stm

* Til sidst anbefales en artikel i britiske The Guardian med et noget andet blik på landet – se http://www.guardian.co.uk/global-development/poverty-matters/2011/aug/15/what-went-wrong-eritrea-repression.

Jeg håber at dette kan rette op på det noget skæve billede, som artiklen ovenfor giver.

————
Indlægget er tilsendt U-landsnyt.dk af forfatteren, som kan kontaktes på e-mail [email protected]

Se hele artiklen på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/14-08-11/vrede-i-eritrea-over-dansk-indsamling