Guatemala producerer noget af verdens bedste kaffe til kvalitetsbevidste forbrugere, men en del af kaffen fremstilles under forhold, der strider mod internationale konventioner og Guatemalas egen lovgivning.
Det viser Danwatchs nye undersøgelse af forholdene for kaffearbejdere i Guatemala.
Undersøgelsen viser bl.a., at ulovligt børnearbejde og tegn på tvangsarbejde er udbredt, samt at arbejdere og fagforeningsmedarbejdere, som forsøger at sikre kaffearbejderes rettigheder, risikerer at blive fyret eller udsat for trusler og vold.
Små børn plukker kaffe
Danwatch har besøgt Guatemala og fotografisk dokumenteret små børn, der plukker kaffe, og Danwatch har desuden interviewet kaffearbejdere, som fortæller, at deres egne børn helt ned til fem år arbejder med at plukke kaffe.
Ifølge Mario Minera, som er mæglingsdirektør ved regeringens uafhængige ombudsmand i Guatemala, skyldes børnearbejdet på kaffeplantagerne måden, som arbejderne bliver aflønnet på.
Selvom kaffearbejderne får hjælp af deres børn og koner, sker det ofte, at hele familien tilsammen ikke kan plukke nok kaffe til at tjene blot én minimumsløn. De arbejdere, Danwatch møder, fortæller, at de går sultne i seng de fleste aftener.
Guatemala er en af verdens ti største kaffeeksportører, og handelsdata viser, at en stor del af kaffen ender i USA, Europa og Danmark, hvor den ofte sælges som luksuskaffe.
EL vil have strammet op
Det er anden gang på få måneder, at Danwatch afslører uacceptable forhold i kaffebranchen.
Christian Juhl, Enhedslistens udviklingspolitiske ordfører, har besøgt Guatemala flere gange og set de barske arbejdsforhold for plantagearbejdere i forskellige brancher.
Christian Juhl mener, at Danmark bør opprioritere støtte til sikring af stærke fagforeninger.