Elefanter slået ihjel med cyanid i Zimbabwe

herd_of_elephants
Forfatter billede

Mindst 26 elefanter er onsdag fundet dræbt i en nationalpark i Zimbabwe, slået ihjel med giftstoffet cyanid, skriver den zimbabwiske avis The Chronicle.

Medarbejdere i nationalparken har fundet 14 stødtænder, mens gerningsmændene bag elefantdrabene menes at være sluppet væk med mindst syv stødtænder, der er værdifulde på det sorte marked.

Det makabre fund kommer kun en uge efter, at 14 andre elefanter blev fundet døde. De blev ligeledes dræbt med brug af cyanid.

De ansatte i den pågældende nationalpark i Zimbabwe – Hwange National Park i den nordlige provins Matabeleland – siger, at de arbejder tæt sammen med miljøbeskyttelsesmyndigheder i landet for at finde snigskytterne.

De har endvidere etableret vagtværn og patruljer, der skal forsøge at forhindre flere drab på parkens elefanter.

Der er endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen, som stadig er under efterforskning af politiet i Zimbabwe.

Fristende i et fattigt land

Giftstoffet cyanid er udbredt i minerne i Zimbabwe og derfor let at få fat i.

Samtidig betyder den høje arbejdsløshed og udbredte fattigdom blandt indbyggerne i Zimbabwe, at nogle føler sig fristet til at smugle elfenben i et forsøg på at skaffe sig en indtægt.

Problemet var også udbredt i Zimbabwe i 2013, hvor helt op mod 300 elefanter menes at være dræbt med cyanid af smuglere, der saver deres stødtænder af, rapporterer CBS News.