En cykel skaffer Antonies en indtægt

Antonies Vijikala er 32 år. Hun tager imod uden for sit nye hus, der ligger ude på landet mellem Kilinochchi og Jaffna i det nordlige Sri Lanka. Her bor hun med sine to yngste sønner. Hendes to ældre drenge på syv og 11 år er kun hjemme i weekenderne. De bor på et børnehjem, som drives af en kirkelig organisation og hun har ikke råd til at have dem hjemme.

Hun er en af de kvindelige familieforsørgere i ”female headed households”, som udgør omkring hver femte familie her i den nordlige del af landet.  Ifølge FN er kvinder familieoverhoved og eneforsørger i mindst 50.000 familier i Sri Lankas nordlige provinser – de områder, der især bebos af tamiler.

Omskrivningen – i stedet for at kalde dem krigsenker, som der i de fleste tilfælde er tale om – skyldes, at man ønsker at undgå den stigmatisering, der ligger i at være enke af en af de tamilske tigre fra oprørsgruppen LTTE, som regeringen hårdhændet nedkæmpede efter 26 års borgerkrig i 2009.

Hidtil har der ikke været noget retsopgør, og det har været følsomt og farligt at tale om de mange tusinder, der blev dræbt eller forsvandt i krigens sidste år og tiden derefter.

Antonies Vijkalas mand døde ikke under borgerkrigen, men hun fortæller, at han er død i en ulykke efter krigen og efterlod hende uden indtægt og alene med de fire drenge.  Hidtil har der overhovedet ikke været nogen offentlig hjælp at hente for de 50.000 kvindelige eneforsørgere, og hun fortæller, at hun har været virkelig desperat. Derfor måtte to af drengene på børnehjem.

Hun har ikke lyst til at komme ind på detaljerne om mandens død, men en nyligt offentliggjort rapport fra FN’s menneskerettighedskommission fortæller, at efter borgerkrigen sluttede foretog sikkerhedsstyrkerne og paramilitære grupper, der havde forbindelse til dem, vilkårlige drab på civile, tamilske politikere, medarbejdere i humanitære organisationer og journalister.

Mange tamiler forsvandt bare, mens de var i sikkerhedsstyrkernes varetægt.

Hus og cykel

Men det går så småt fremad for Antonies. For nylig har hun fået tildelt et hus af organisationen Rahama, der er finansieret af den norske organisation FORUT, som støttes af Norad. Huset er bygget af rå sten og har bliktag, lerstampet gulv og et udendørs køkken, hvor taget er en presenning.

Hun har endnu ikke råd til møbler, så hun har kun de bare vægge. Men det er trods alt et hjem for hende og de to mindste drenge. Organisationen hjælper hende også med at skabe sig en indtægt, for i nærheden fremstiller en gruppe kvinder i et af Rahamas projekter traditionelle, krydrede, sprøde papadumsnacks af linsemel, chili, krydderier og olie.

De er en lokal delikatesse, som byen var berømt for før krigen, og nu har en gruppe kvinder taget initiativ til at genoptage produktionen – med finansiel støtte fra den norske organisation.

Når kollegerne er færdig med at bage de små krydrede kiks, samler hun dem i sin cykelkurv og fordeler dem hos de små butikker langs vejene. På hver tur når hun rundt til 10-15 butikker og tilbagelægger 10-12 kilometer på cyklen. På en god dag kan hun tjene omkring 200 rupees – der er cirka 10 kroner.

Med tiden håber hun at få økonomisk overskud til at købe såsæd, så hun kan dyrke de få hundrede kvadratmeter jord, hun har rundt om huset og selv producere lidt frugt og grøntsager. Før i tiden voksede her masser af frugttræer – lime, mango, kokos, jackfrugt, men træerne blev revet op under krigen.

Hvis hun når så langt, at der bliver overskud til have, skal hun hente vand til havevanding i den nærliggende fælles brønd, for husene har hverken indlagt vand eller elektricitet. Her henter hun også vand til husholdningen.

Husene ligger som en lille koloni ude på landet i den nordlige del af Sri Lanka – i et område, hvor mange, der blev fordrevet fra deres egn under borgerkrigen, stadig er hjemløse. Nogle bor stadig i flygtningelejre. 

Mælk til Nestle

Den norske organisation FORUT har været til stede i Sri Lanka siden 60’erne, og Norge lagde store kræfter i at skabe fred mellem tamiler og sinhalesere.  Men forgæves. Krigen sluttede først, da tamilerne var totalt slået i 2009.

Undervejs har den norske organisation fået sit hovedkvarter ødelagt, men arbejder nu fra et kontor i byen Vavounia og arbejder i en lang række landsbyer i den nordlige del af landet. Organisationen har i alt 15 projekter, der støtter flere hundrede mennesker. Ud over projekter for enkerne er der også projekter for unge og hjemvendte flygtninge.

Foruden projektet med fremstillingen af snacks, får andre kvinder vejledning i, hvordan de kan få bedre økonomi i deres landbrug og dyrehold. 

Landbruget i området er presset, fordi Sri Lankas hær stadig kontrollerer store jordområder, som oprindelig tilhørte tamiler. I dag dyrker militærfolk – hvoraf mange er blevet overflødige efter afslutningen af krigen – jorden og sælger produkterne på de samme markeder, som de lokale sælger deres. Det presser priserne.

Derfor prøver kvinderne og Rahama at finde frem til andre varer, som de kan sælge uden konkurrence. Flere af dem har køer, men der er kun lille lokal konsum af mælk. Derfor bliver mælken samlet sammen af en kølebil og forarbejdet af Nestlé i hovedstaden Colombo.  

Støttede Tigrene

Projektet, hvor Antonies henter sine små poser med papadums, beskæftiger omkring 20 kvinder i landsbyen Kandawalai. Her er Sandra Jeyarani på 30 år i gang med at røre dejen til de små krydrede papadums. Hun rører dejen med håndkraft i et stor æltekar. Under

krigen støttede hun LTTD, De Tamilske Tigre, og efter krigen har det været svært for hende at forsørge sine to børn.

Traditionelt har kvinderne i området ikke arbejdet uden for hjemmet, og da slet ikke i de 26 år borgerkrigen varede. Nogle af kvinderne deltog på forskellige måder i krigen – enkelte også som guerillasoldater.  Hun håber, at hendes deltagelse i projektet  – udover en lille indtægt – kan hjælpe hende med at få erfaring, så hun får lettere ved at få et job og forsørge familien i fremtiden.

”Jeg er glad for at være med i projektet, så jeg kan få nogle ekstra færdigheder, ” siger hun. 

Alt arbejdet foregår manuelt. Når dejen er æltet færdig, giver Sandra den videre til kollegaen Kandeepan Elhayaranjni , der former den til små boller. Herefter overtager andre kvinder arbejdet med at klappe dem flade, stege dem i varm olie og pakke dem i små cellofanposer, der forsegles med en varm metalpind, så posen er lufttæt, og snacksene bevarer deres sprødhed. De færdige poser sælges for 25 rupees – lidt over en krone – for 50 gram.

Kvindernes personlige historie ligner hinanden. Nogle har været tilsluttet De Tamilske Tigre, og siger, at de under krigen lavede det samme som nu: Lavede mad, passede børn, deltog måske i pasningen af et lille landbrug med lidt dyr. Nu er de alene med børnene – og hidtil været ugleset, fordi de er enker efter ’tigre’.

Den tidligere præsident Mahinda Rajapaksa følte sig som sejrherre, da tamilernes oprør blev knust, og han så ingen grund til forsoning med tamilerne.  Men sidste år tabte han kampen om præsidentposten til Maithripala Sirisena, og i august sidste år kom en ny regering, der både forsøger at skabe økonomisk udvikling i det tamilske område og samarbejder med FN om at opklare nogle af de drab og forsvindinger, der skete i krigens sidste år – og i tiden efter.

Foruden samarbejdet med FN og menneskerettighedsorganisationer, har den nye regering iværksat en række projekter, der blandt andet inddrager krigsenkerne i den nordlige del af landet.

Regeringen har udviklingskonsulenter i landsbyerne og de samarbejder blandt andet med Rahama om at udpege de familier, der har mest brug for hjælp.

Den lokale generalsekretær for Rahama M F Marikkar, siger, at regeringsskiftet har gjort det nemmere for organisationen at arbejde i landet, men at de altid har arbejdet på at begrænse konflikterne mellem de forskellige parter. Rahama bistår også med rådgivning, når tilbagevendende flygtninge får overdraget landbrugsjord, som soldater tidligere har beslaglagt.

“Også i det arbejde gør vi opmærksom på, at de kvindelige eneforsørgere har brug for særlig opmærksomhed,” siger han og understreger, at desværre er de udenlandske donorer – herunder de norske – ved at trække sig ud af Sri Lanka.

“Det gør det selvfølgelig vanskeligere at hjælpe i fremtiden,” siger han. Men håber, at regeringens reformer erstatter de udenlandske donorer og at de kommer enkerne til gode.

FN: Overgreb bør undersøges

Venligere, mere samarbejdsvillig og opmuntrende stemning end da min forgænger besøgte landet i august 2013, sagde FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder, Ra’ad Al Hussein, efter sit besøg i Sri Lanka, der sidste år fik ny præsident, nye regering – og ny politik.

Da FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder for nylig besøgte Sri Lanka, konstaterede han, at besøget havde været i en meget mere venlig, samarbejdsvillig og opmuntrende stemning end det, hans forgænger, Navi Pilar, oplevede, da hun besøgte Sri Lanka i august 2013. 

”Der er ikke længere frygt for hvide varebiler, der opererer uden for lov og orden, og som har skabt frygt blandt journalister, menneskerettighedsforkæmpere og andre, der har kritiseret regeringen eller statens sikkerhedsinstitutioner, ” erklærede Zeid Ra’ad Al Hussein ved besøgets afslutning.

Han understregede også den store symbolske betydning, det havde, at nationalsangen på uafhængighedsdagen for første gang også blev sunget på tamil. 

Sri Lankas nye præsident Maithripala Sirisena og den nye regering, der blev valgt sidste år, er indstillet på at få opklaret, hvad der skete i borgerkrigens sidste tid og i årene derefter, da tusindvis af mennesker – herunder også mange civile – mistede livet. Hidtil har det været forbudt – og farligt – at tale om de mange overgreb på civilbefolkningen, og ingen har talt om de mindst 50.000 krigsenker i den nordlige, tamilske del af landet, som har hutlet sig igennem og levet i stor fattigdom.

Enkelte har fået hjælp af Røde Kors, udenlandske ngo’er eller ved at arbejde som hushjælp i den rigere del af verden – især i Golfstaterne.

Men den nye regering anerkender enkerne og vil starte en udvikling i de tamilske områder. Det betyder også, at det ikke længere er forbudt at tale om de mange enker, der er alene om at forsørge børn. I marts måned i år blev enkernes forhold drøftet på en stor FN-konference, og FN opfordrer til, at den landbrugsjord, der under krigen blev beslaglagt at militæret, hurtigst muligt bliver givet tilbage.  

Han nævnte også, at han under besøget har mødt mødre og koner til mænd, der efter krigen er blevet tilbageholdt af hæren eller sikkerhedsstyrkerne og derefter er forsvundet.

“Jeg har mødt slægtninge til mennesker, der er blevet tilbageholdt af myndighederne i årevis uden at være blevet sigtet for nogen forbrydelse, og jeg traf en kvinde, der stadig bærer på de følelsesmæssige ar af at være blevet voldtaget af sikkerhedsstyrkerne for 30 år siden,” sagde han som eksempel på nogle af de forhold, det er nødvendigt at undersøge.

Han understregede vigtigheden af, at der her i regeringens første år straks bliver taget fat på at løse disse problemer, så sandheden om overgreb kommer frem, de skyldige stillet til ansvar og samfundets institutioner bliver reformeret.

Modvilje  

Menneskerettighedskommissæren fremhævede også, at der naturligvis i Sri Lanka er modstand mod den nye udvikling.

“Det er kun et år siden, at et stort antal af Sri Lankas befolkning stemte for forandring, forsoning, sandhed og retfærdighed. Det ville være en skam, hvis en lille minoritet af ekstremistiske stemme – på begge sider – får held til at skabe en stemning af frygt, hvor der bør være håb, ” sagde han og tilføjede, at landet må konfrontere og bekæmpe fortidens dæmoner.