Verden er fuld af naturlige farer – jordskælv, tsunamier, epidemier, storme, vulkanudbrud og så videre. Men farerne i sig selv behøver ikke føre til større katastrofer – det er først, når vores egen uhensigtsmæssige opførsel bliver blandet ind i det, at det for alvor kan udvikle sig til katastrofer. Det er et af budskaberne i en ny rapport fra FN-organet UN Office for Disaster Risk Reduction (UNDRR).
Rapporten, Global Assessment Report (GAR2022) med undertitlen ”Our World at Risk: Transforming Governance for a Resilient Future”, fortæller blandt andet, at der i hvert af de seneste 20 år har været mellem 350 og 500 mellem- eller storskala-katastrofer i verden. Dertil kommer et utal af mindre katastrofer. Antallet af mellem- eller storskala-katastrofer anslås at komme op på 560 om året, når kalenderen viser 2030. Det svarer til halvanden katastrofe om dagen.
Ifølge rapporten skyldes katastroferne en cocktail af optimisme, undervurdering af de reelle risici og en følelse af udødelighed. Det får os til at vedtage og gennemføre politikker samt levere finansiering, som forstærker de allerede eksisterende sårbarheder i samfundet og på den måde faktisk udsætter befolkningerne for fare.
Der findes ikke naturkatastrofer
I 2015 blev verdens lande enige om en rammeaftale om at reducere antallet og omfanget af det, der populært kaldes naturkatastrofer. Aftalen fik navn efter den japanske by, hvor den faldt i hak. Sendai Framework for Disaster Reduction 2015-2030 hedder den.
Men lad os lige dvæle et øjeblik ved begrebet ’naturkatastrofer’, for det er faktisk et problematisk begreb, mener de i UNDRR.
Faktisk findes der ikke naturkatastrofer, for som tidligere nævnt mener FN-eksperterne, at det er vores egen uhensigtsmæssige opførsel, som fører til katastroferne. For eksempel var det på grund af langsomme reaktioner, at corona-pandemien fik lov at løbe løbsk, det er på grund af svage bygningsregler, at der ofte omkommer så mange under jordskælv og en væsentlig årsag til at storme tit skaber store ødelæggelser og forårsager mange dødsfald er, at mangroveskovene langs kysterne er blevet ødelagt, lyder det for eksempel i videoen herunder.
Sendai-aftalen siger, at det er staterne, som har det primære ansvar for at reducere antallet og omfanget af katastrofer, men at ansvaret skal deles med andre aktører, for eksempel lokale myndigheder og private aktører.
Implementeringen af Sendai-aftalen har medført et fald i antallet af berørte og omkomne i de seneste ti år, men omfanget og intensiteten af katastroferne vokser, og det betyder, at udviklingen i de seneste fem år er gået den anden vej. Så der skal ske noget, er budskabet.
Den nye rapport skal blandt andet bruges til midtvejsevalueringen af arbejdet med Sendai-aftalen.
Fattige står forrest når katastroferne rammer
Katastrofer rammer disproportionalt hårdt i de fattigere lande, som i gennemsnit mister én procent af deres bruttonationalprodukt (BNP) årligt som følge af katastrofer. Til sammenligning mister de rige lande mellem 0,1 og 0,3 procent af BNP. De hårdest ramte lande er i Asien og Stillehavsregionen, hvor landene i gennemsnit mister 1,6 procent af BNP på grund af katastrofer.
Et par eksempler:
- For eksempel blev Indien ramt af flere voldsomme storme og oversvømmelser i 2021 og lider for tiden under en meget kraftig varmebølge.
- Nepal oplevede flere oversvømmelser og jordskred, som skete uden for den normale regntid.
- Afghanistan har i flere år lidt under både tørke og oversvømmelser, som blandt andet skyldes mange års rovdrift på landets skove.
Og mønstret gentager sig, når man ser på de enkelte lande – de fattigste rammes almindeligvis altid hårdest, fordi de har ringest mulighed for at beskytte sig mod de risici, som findes i deres lokalområde.
Mangel på forsikring er et andet problem. Siden 1980 er blot 40 procent af tab på grund af katastrofer blevet dækket af forsikringer. Ser man alene på udviklingslande, så ryger tallet ofte ned under ti procent, og nogle gange er det tæt på nul.
Katastrofer kan forebygges
Men vi kan faktisk gøre noget, for katastrofer kan forebygges, hvis landene investerer tid og ressourcer i at forstå og reducere deres risici, siger Mami Mizutori, som er leder af UNDRR (og desuden FN’s generalsekretærs særlige repræsentant for katastrofe-risiko-reduktion). Hun fortsætter:
“Ved bevidst at ignorere risikoen for katastrofer og undlade at integrere den i beslutningstagningen, finansierer verden i realiteten sin egen ødelæggelse. Kritiske sektorer, fra regering til udviklingsektoren og udbydere af finansielle tjenesteydelser, skal hurtigst muligt genoverveje, hvordan de opfatter og håndterer katastroferisici.”
På grund af klimaforandringerne er der stigende risiko for ekstremt vejr, skriver ekspertgruppen i rapporten. De opfordrer derfor til, at der bliver brugt flere midler på klimatilpasning, hvilket har været på dagsordenen i et stykke tid og også for eksempel på klimatopmødet COP26 i den britiske by Glasgow i efteråret. Det er dog et også et område, der fortsat er temmelig underfinansieret.
Rapporten indeholder også eksempler, som landene kan lade sig inspirere af. For eksempel Costa Ricas carbon-skat, der blev lanceret i 1997, og som fik vendt skovrydning til skovrejsning, som er et værn mod jordskred.
Rapporten bør være en påmindelse til os om, at vi er nødt til at sætte mere fart på prioriteterne i Sendai-aftalen for at stoppe katastrofespiralen, siger UNDRR-chefen Mami Mizutori, som dog slutter af på en optimistisk tone:
“Den gode nyhed er, at menneskelige beslutninger er de største bidragydere til katastroferisiko, så vi har magten til væsentligt at reducere truslerne mod menneskeheden og især mod de mest sårbare blandt os.”
