Tirsdag blev den et måned gamle Joy Nowai vaccineret i landsbyen Cook’s Bay i stillehavsnationen Vanuatu.
Landsbyen på øen Erromango ligger temmelig afsides og er normalt kun tilgængelig via småbåde eller til fods. Byen har ikke elektricitet og ej heller hospital eller sundhedsklinik.
Der er 40 kilometer bjerg- og skovrigt terræn mellem den større by Dillon’s Bay til Cook’s Bay. Normalt tager turen flere timer. Det er et problem når det handler om at få vacciner frem. For de skal holdes kølet ved en bestemt temperatur og det er en stor udfordring, når kølebeholderne skal bæres eller transporteres i små fartøjer. Det er en yderligere udfordring i lande med varmt klima som f.eks. Vanuatu.
Vaccinen til lille Joy og 12 andre børn og fem kvinder blev bragt til landsbyen med en kommerciel drone og det er første gang i landets historie. Ifølge FN’s børneorganisation UNICEF, som sammen med Vanuatus sundhedsmyndigheder stod for leverancen, så er det første gang overhovedet, at en kommerciel drone bliver brugt til at levere vacciner.
Vanuatu består af 80 øer. Mange er bjergrige, har dårlige eller ingen veje og ligger langt fra hinanden. Det betyder at knap en femtedel af landets børn ikke får de nødvendige vacciner
Sygeplejesken Miriam Nampil, som udførte vaccinationerne, ser et stort potentiale i at få droner til at levere vacciner:
”Det er ekstremt svært at bære kølebokse til at holde vaccinerne kolde mens man vandrer gennem floder, bjerge, gennem regnen og forbi klippeafgrunde. Jeg har været afhængig af både, som ofte bliver aflyst på grund af dårligt vejr. Men droner vil vi kunne nå mange flere børn i de fjerneste områder af øen,” siger hun til UNICEFs udsendte.
En ’game changer’
Undervejs med dronen var vaccinerne pakket i en flamingoboks men køleelementer og et elektronisk termometer, som gav gav besked, hvis temperaturen i boksen blev for høj.
Dronen blev fløjet af et australsk firma, som havde vundet opgaven i udbud. Ifølge UNICEF er det første gang en regering hyrer et privat dronefirma til at tarnsportere vacciner til afsides områder.
”Dagen lille flyvetur med dronen er et stort spring for global sundhed. Når verden fortsat kæmper med at få vaccineret de sværest tilgængelige børn kan droneteknologien være en game changer som kan hjælpe os de sidste skridt til at nå alle børn,” sagde Henrietta H. Fore, der er UNICEF’s leder efter tirsdags droneleverance på Erromango.
Ligesom sygeplejesken Miriam Nampil ser Vanuatus regering potentiale i droner til at transportere vacciner og medicin til de mange små samfund på øerne.