Er CSR en god historie?

Forfatter billede

Direktør for Toms, Jesper Møller, og direktør for tøjmærket Noir, Peter Ingwersen, er danske foregangsmænd for initiativer inden for Corporate Social Responsibility (CSR). For dem begge gælder det, at etisk produktion og høj kvalitet følges ad. Jesper Møller laver kvalitetschokolade af kakao fra Ghana, mens Peter Ingwersen laver luksusbeklædning med økologisk bomuld fra Uganda. ”Det er Zeitgeist,” siger Peter Ingwersen om den gradvise etiske opmærksomhed på produktionsmetoderne.

I anledning af børnekonventionens 20-årsdag inviterede U-landsorganisationen IBIS, Red Barnet og NGO-netværkene Børne- og ungenetværket og Uddannelsesnetværket mandag til seminar om emnet “CSR, børnearbejde og “den gode historie””. Ud over Jesper Møller og Peter Ingwersen, der fortalte om deres bevæggrunde for CSR, deltog en repræsentant fra Udenrigsministeriet, Ulandssekretariatet og journalisterne Lotte Ladegaard og Tom Heinemann. Sidstnævnte er manden bag dokumentarfilmene ”Når tilbud dræber” fra 2006, ”Et tårn af løfter” og ”En bitter smag af te”.

Diskussionen på mødet gik i høj grad på, hvorvidt CSR er en historie, som vil finde vej til de danske medier, eller om journalister generelt har for travlt med at lave såkaldte “afsløringer”. Ifølge Jesper Møller er det utvivlsomt sårbart at være offentlig omkring etisk produktion. Journalister vil oftest gå efter at afsløre, at firmaets gode hensigter ikke føres ud i virkeligheden. Dette er muligvis en af grundene til, at firmaet Select, der producerer fodbolde, ikke har valgt at være offentlig omkring deres etiske produktion. Både Jesper Møller og Peter Ingwersen sagde i den forbindelse, at det netop er vanskeligt at udstede garantier om, at der ikke foregår uregelmæssigheder i deres produktion. Men de forsøger at trække i den rigtige retning ved at fastholde ansvarlig opførsel som værdi i produktionen.

Helt konkret er sporbar produktionskæde, kapacitetsopbygning, etablering af rollemodeller, økologi og styrkelse af kvinders rolle blandt de tiltag, som der satses på. Vigtigst er dog skolegang. Toms har i den forbindelse valgt at samarbejde med IBIS, der har mange års erfaring med uddannelse i u-lande, for at forbedre grundvilkårene for god uddannelse i produktionsområderne i Ghana.

”What’s the next black,” spurgte Peter Ingwersen retorisk, og svarede selv, at han spår politik som den nye trend inden for modebranchen og dermed øget opmærksomhed på ansvarlig produktion. Tom Heinemann vil fortsætte med at lave den kritiske u-landsjournalistik, som han for nylig modtog Timbuktu Fondens pris for.