Europaparlamentets advokater erklærer EU-fiskeri i Vestsahara ulovligt

Forfatter billede

I en indtil nu fortroligholdt juridisk vurdering, har Europaparlamentets Juridiske Tjeneste erklæret europæiske skibes fiskeri i vandene ud for Vestsahara for ulovlige i henhold til international lov, skriver WRSW og Afrika Kontakt i en pressemeddelelse tirsdag.

Den juridiske vurdering bekræfter, at europæiske skibe fisker i
Vestsaharas righoldige vande i henhold til en fiskeriaftale mellem EU og Marokko, og at Vestsaharas Saharawi-befolkning aldrig er blevet
konsulteret eller har modtaget nogen former for kompensation for
udnyttelsen af deres fiskeressourcer. Den nye juridiske vurdering
opfordrer Europa-kommissionen til at suspendere eller ændre aftalen
mellem EU og Marokko for at sikre, at ”skibe der sejler under EU-flag er bandlyst fra at fiske ud for Vestsahara”.

Den nye juridiske vurdering blev sendt til parlamentet i juli 2009, men
blev først offentliggjort i dag, da den blev stillet til debat i
parlamentets Fiskerikomité.

Europarlamentets Juridiske Tjeneste “anbefalede på det kraftigste” at
Vestsaharas oprindelige befolkning, Saharawiernes, ønsker og interesser skulle diskuteres ved det næste årlige møde i det fælles fiskeriudvalg, EU/Morocco Joint Fisheries Committee. Denne anbefaling blev dog fuldstændigt ignoreret af Europakommissionen, som ikke engang havde emnet på dagsordenen under sit seneste møde i starten af februar 2010.

”EU’s respekt for international lov er en central del af unionens
udenrigspolitik, men med hensyn til fiskeri i Vestsahara har man vendt
det blinde øje til”, sagde det portugisiske parlamentsmedlem Miguel
Portas. ”Det illegale og uetiske fiskeri i Vestsaharas farvande er at
sammenligne med et tyveri, der implicit støtter hvad de fleste lande i
verden betragter som Marokkos illegale besættelse af Vestsahara. Og hvad der er endnu værre, medfører det at EU’s politik modarbejder enhver løsning på konflikten. Dette kan ikke fortsætte”, fortsatte han.

”Europaparlamentet kan ikke ignorere dens egne Juridiske Tjenestes klare anbefalinger”, sagde Sara Eyckmans, International Koordinator for Western Sahara Ressource Watch. ”Parlamentet må kræve af Kommissionen, at den sikrer, at europæiske skibe øjeblikkeligt stopper med at fiske i vandene ud for Vestsahara, og søge at ændre i fiskeriaftalen med Marokko, så den er i henhold til international lov”, fortsatte hun.

”Den nye danske udenrigsminister, Lene Espersen, bør i EU presse på, for at aftalen med Marokko ændres, så at den som et minimum er i overensstemmelse med internationale konventioner og EUs eget regelsæt. Desuden bør ministeren sikre sig at ingen danske fiskerbåde er aktive i de havområder der er en del af det besatte Vestsahara”, siger Morten Nielsen, informationsmedarbejder i foreningen Afrika Kontakt.

På verdensplan har 529 civilsamfundsorganisationer og mere end 11.000 mennesker indtil nu opfordret EU til at stoppe fiskeriet ud for
Vestsahara ved at skrive under på WSRW’s kampagne på
www.fishelsewhere.eu. Europaparlamentets Juridiske Tjeneste’s nye vurdering kan ligeledes findes på denne hjemmeside, skriver WRSW og Afrika Kontakt tirsdag.