Flere hjælpearbejdere bliver dræbt på jobbet

Forfatter billede

Antallet af angreb på hjælpearbejdere steg markant i 2013. I alt blev 460 hjælpearbejdere angrebet, og af dem blev 155 dræbt. Det er særligt konflikterne i Syrien og Sydsudan, der koster liv, viser en opgørelse.

Året 2013 blev særligt blodigt for de civile hjælpeindsatser i konfliktområder, viser en ny opgørelse fra det britiske konsulenthus Humanitarian Outcomes, der rådgiver hjælpeorganisationer.

Militante grupper foretog i løbet af året 251 angreb mod hjælpeorganisationer, og angrebene ramte 460 hjælpearbejdere.

Af dem blev 155 dræbt, mens 171 blev alvorligt såret og yderligere 134 blev bortført.

Det er en 66 procent stigning i antallet af ofre i forhold til 2012, skriver Humanitarian Outcomes i rapporten, der er offentliggjort på Verdens Humanitære Dag tirsdag.

Særligt krigen i Syrien og den væbnede konflikt i Sydsudan har sendt den blodige statistik i vejret.

Tre fjerdedele af alle angreb mod hjælpeorganisationer finder sted i de to lande samt i Afghanistan, Pakistan og Sudan.

Dystert billede af 2014

Langt størstedelen af de hjælpearbejdere, der blev ofre for angreb sidste år, arbejdede for nationale NGO’er og Røde Kors eller Røde Halvmåne.

Tallene fra Humanitarian Outcomes viser, at det er særligt risikabelt at bevæge sig rundt i konfliktområder.

Over halvdelen af angrebene finder sted langs landevejene, enten i form af vejsidebomber eller som bagholdsangreb.

De nyeste tal fra Humanitarian Outcomes tegner et lige så dystert billede af, hvordan 2014 er forløbet indtil videre.

De foreløbige tal viser, at der frem til midten af august var blevet dræbt mindst 79 hjælpearbejdere i konflikter rundt om i verden.

Statistikkerne viser en stigning i antallet af dødsofre i juli og august, hvor Israel har bombarderet Gazastriben og ramt flere FN-bygninger, mens kampene i Sydsudan er blusset op igen.

Læs hele rapporten fra Humanitarian Outcomes her.

22 mennesker, herunder topdiplomaten Sergio Vieira de Mello, blev dræbt under et angreb mod FN’s kontorer i Bagdad den 19. august 2003. Verdens Humanitære Dag markerer denne mørke dag i FN’s historie.