FN får naturpanel mod masseuddøen

Forfatter billede

“Hvad nytter det, at vi kommer igennem den økonomiske krise, hvis verden som helhed er blevet fattigere at leve i?”

Det spørgsmål stillede miljøminister Ida Auken (SF) forleden i København.

Det skete på Københavns Universitet til over 100 forskere og forhandlere fra hele Europa, som i deltog i en EU-workshop i denne uge, hvor arbejdsprogrammet for FN’s fremtidige naturpanel (IPBES) blev diskuteret.

Klimadagsordenen overskygger, at Jordens dyr og planter uddør i rekordtempo, mener flere forskere.

Naturens mangfoldighed af planter, dyr og økosystemer er så kraftigt på retur over hele kloden, at det overgår truslen fra klimaforandringerne.

Det skal FNs nye naturpanel sætte ind overfor.

Det ventes nedsat på et møde i Panama City i april. Det såkaldte biodiversitetspanel (panel for biologisk mangfoldighed) skal være et sidestykke til FN’s Klimapanel, der i over 20 år har rådgivet verdens regeringer om klimaets udvikling.

FN’s Klimapanel har med analyser og prognoser fået millioner af mennesker og virksomheder til at ændre adfærd. Men verden har ikke udvist samme lydhørhed, når det gælder truslen mod dyr, planter og økosystemer.

Danmarks og EUs rolle

Danmark kan som EU-formand spille en vigtig rolle på mødet i Panama. Miljøminister Ida Auken har allerede givet Danmarks og EU’s fulde støtte til panelet og opfordret eksperterne til at give politikerne hurtige og konkrete anbefalinger.

Ida Auken appellerede til, at forskere, chefforhandlere og andre eksperter får lavet et ambitiøst arbejdsprogram for, hvordan FN’s naturpanel skal arbejde, så verdenssamfundet kan opbygge en fælles, global viden om naturens tilstand.

På den måde vil forskere og politikere bedre kunne arbejde for, at arternes tilbagegang bremses, og sårbare økosystemer bevares.

– Jeg vil gøre mit til, at EU bliver en meget stærk medspiller i forhold til naturpanelet. Som politikere har vi i den grad brug for, at der bliver lavet en kobling mellem forskermiljøet og politikerne, anførte hun og fortsatte:

– Det er den eneste måde, vi kan få vendt arternes tilbagegang og redde vores økosystemer, sagde Ida Auken i talen, hvor hun lagde stor vægt på betydningen af naturens bidrag til verdensøkonomien.

Skal oversætte naturens behov

Det nye, globale naturpanel skal oversætte naturens behov, så verdens politikere kan træffe de beslutninger, der kan redde verdens truede arter og udsatte økosystemer, og for miljøminister Ida Auken er det vigtigt, at anbefalingerne bliver konkrete og til at handle på:

– Hvis vi skal redde naturens mangfoldighed og vores økosystemer, så er det afgørende, at vi får sat arbejdet i naturpanelet i gang hurtigst muligt. Der er simpelthen ikke tid til at bruge årevis på at udvikle det helt perfekte system, for vi mister alt for mange dyre- og plantearter hvert år, sagde Ida Auken til forsamlingen og fortsatte:

– Gør arbejdsprogrammet så lige til som overhovedet muligt. Husk altid på, at IPBES skal være med til at vejlede politikerne – undgå derfor at vedlægge hundredvis af anbefalinger og husk at prioritere de anbefalinger, I kommer med.

EU’s workshop blev holdt i et samarbejde mellem Københavns Universitet og Den Europæiske Platform for Forskning indenfor Biodiversitet (EPBRS) og Miljøministeriet.

Man kan læse ministerens tale fra IPBES-workshoppen på
http://www.mim.dk/Nyheder/20120116_IPBES.htm

Yderligere oplysninger hos:
Biolog Martin Schneekloth, Naturstyrelsen,
tlf. 72 54 48 57, e-mail: [email protected]
Pressechef Mette Thorn, Miljøministeriet,
tlf. 25 61 71 70, e-mail: [email protected]

Kilde: www.mim.dk