FN-veteran ud over alle grænser

Peter Hansen


Foto: EU/Christian Lambiotte
Forfatter billede

Fødselaren var FN's længst siddende vice- og undergeneralsekretær og i Mellemøsten huskes han stadig for sin kritik af Israel, der efter sigende fik USA til at stemme mod hans forlængelse som chef for UNRWA, FN's Hjælpeorganisation for palæstinensiske Flygtninge.

Selv om købmandssønnen fra Aalborg har en lang karriere bag sig som professor i statskundskab ved Odense Universitet, rådgiver for Udenrigsministeriet og FN-embedsmand fra 1978, er det de ni år mellem 1996 og 2005, da han bestred chefposten for UNRWA, som står tilbage i offentligheden.

Denne organisation har siden 1949 haft som formål at sikre mad, sundhed og uddannelse til titusinder af palæstinensiske flygtninge i bl.a. Gaza og på den besatte Vestbred.

FNs dav. generalsekretær, Kofi Annan, valgte ikke at forlænge Peter Hansens ansættelse efter utilfredshed i supermagten og dennes nærmeste allierede i Mellemøsten, Israel.

Peter Hansen gav som "generalkommissær" for UNRWA uden større omsvøb udtryk for sine frustrationer over de forhindringer for et ordentligt hjælpearbejde, som han mente israelerne gang på gang gjorde sig skyldige i.

Han blev beskyldt af Israels FN-ambassadør for at spille en partsagtig rolle i en sag, hvor Israel mente, at palæstinenserne havde brugt en FN-ambulance til at transportere raketter i.

Peter Hansen afviste alle anklager og Israel måtte senere trække dem tilbage.

Inden han kom til FN-systemet havde Peter Hansen, der er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1966, en ti-årig universitetskarriere. 

Han har fungeret som konsulent for internationale organisationer, inklusive UNESCO, ILO, FAO, UNEP og Verdensbanken.

Har tillige været assisterende generalsekretær ved FN med ansvar for programplanlægning og koordinering i New York 1978-84.

Var eksekutivdirektør for FNs Centre on Transnational Corporations i New York 1985-92; eksekutivdirektør for The Commission on Global Governance i Geneve 1992-94; FN-generalsekretærens særlige udsending for den mellemøstlige fredsproces 1993-94 samt FNs undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og Nødhjælpskoordinator 1994-96.

Og det er ikke engang det hele.

Se også
http://www.fordham.edu/campus_resources/enewsroom/archives/archive_584.asp

Privat er han gift med polsk-fødte Barbara. Parret har holdt guldbryllup og har tre voksne børn.