Fogh truer Afghanistan: Klar til exit uden aftale

Forfatter billede

Danske og andre udenlandske soldater, der efter udgangen af 2014 skulle blive i Afghanistan, kan blive nødt til at tage hjem og efterlade det centralasiatiske land helt uden vestlige soldater, siger NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, lørdag til Berlingske.

Dermed optrapper Fogh Rasmussen presset på Afghanistans præsident, Hamid Karzai, som fortsat afviser at underskrive en såkaldt sikkerhedsaftale, der fastlægger det juridiske grundlag for de vestlige styrkers tilstedeværelse.

Aftalen skal sikre, at vestlige soldater retsforfølges ved egne domstole og ikke kan stilles for afghanske retsinstanser. Aftalen er et ultimativt krav fra både USA og de øvrige NATO-lande.

Aftalen skulle være underskrevet ved årsskiftet, men den afghanske præsident har afvist at underskrive den på denne side præsidentvalget, som ventes holdt i april.

Anders Fogh siger til Berlingske, at han tror “vi får aftalen på plads”, men at tidsfaktoren spiller en stigende rolle, og “vi begynder at nærme os en deadline”.

De danske kamptropper blev bortset fra en kampvognsdeling med tilhørende støtteelementer trukket hjem sidste sommer. Da det danske bidrag var størst, talte det over 700 soldater, nu er der ca. 260, oplyser Berlingske.