EU-domstolen har i en sag om EU og Marokkos fiskeriaftale afgjort, at EU og Marokko ikke kan indgå aftaler, der omfatter det af Marokko besatte Vestsahara.
Vestsahara har været besat af Marokko i 42 år, og ikke noget land i verden anerkender Marokkos overherredømme over territoriet. Efter en blodig krig mellem marokkanske styrker og befrielsesbevægelsen Polisario indgik de to parter en våbenhvile i 1991, og FN indsatte en militær styrke, der skulle afholde en folkeafstemning om områdets status. En folkeafstemning som endnu ikke er afholdt.
Brutal og voldelig undertrykkelse
Store fosfat-forekomster og store fiskeresurser ud for Vestsahara har betydet, at besættelsen har været en god investering for Marokko. En væsentlig årsag til, at dette har kunnet ske, har været, at EU med støtte fra en række sydeuropæiske lande har indgået en række handelsaftaler med Marokko, der har inkluderet det besatte Vestsahara.
Både Amnesty og Human Rights Watch beretter samstemmende om brutal og voldelig undertrykkelse af den oprindelige befolkning, saharawierne. Tænketanken Freedom House sammenligner situationen i Vestsahara med Tibet, Nordkorea og Sydsudan.
Danske ministre afviser at der er problemer
EU’s handelsaftaler med Marokko, der omfatter det besatte Vestsahara, er ikke kun i konflikt med Folkeretten, men også med en dom fra EU-Domstolen fra december 2016. En dom som både EU kommissionen de fleste medlemslande, herunder Danmark, har ignoreret. Nu kom der i sidste uge en klar dom fra EU-Domstolen. EU og Marokko kan ikke forhandle aftaler, der omfatter en tredje part, nemlig Vestsahara.
Både udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og fiskeriminister Karen Ellemann (V) har i samråd med Folketingets Udenrigsudvalg og Europaudvalg afvist, at der er problemer i at indgå en fiskeriaftale, der omfatter et besat område.
Brud med over 10 års politik
Det seneste år har Polisario, som anerkendt repræsentant for saharawierne anlagt en række retssager mod virksomheder der har involveret sig i Vestsahara, med krav om beslaglæggelse af produkter og erstatning.
Polisario repræsenterer saharawiernes politiske og økonomiske interesser.
Sydafrikas højesteret har besluttet, at en last på 55.000 ton fosfat fra Vestsahara skal tilbageholdes, da den ikke tilhører det marokkanske statslige fosfatselskab, COP.
Retten i Sydafrika har afgjort, at det er befrielsesbevægelsen Polisario, der er den rette ejer.
Med sin støtte til EU-Kommissionens fiskeriaftale, der omfatter det besatte Vestsahara, har den danske regering brudt med mere end 10 års dansk afvisning af disse fiskeriaftaler.
Vi opfordrer derfor regningen til, efter EU-Domstolens afgørelse i sidste uge, at afvise fiskeriaftalen mellem EU og Marokko, hvis aftalen omfatter det besatte Vestsahara.
Danmark må ikke lade fisk står over EU-domstolens og Folkerettens afgørelser.