Forskere: Første test af ebola-vaccine ser lovende ud

Forfatter billede

Forskere har for første gang afprøvet en ny ebola-vaccine på mennesker, og det var en succes. Det vil dog vare måneder endnu, før den kan bruges i de ebola-ramte områder. I Vestafrika har sygdommen kostet knap 5.700 mennesker livet.

Det omfattende udbrud af ebola i Vestafrika har fået myndigheder og medicinalindustri til at sætte fart i forsøget på at udvikle en vaccine mod den dødelige sygdom, og torsdag kom der gode nyheder på det område.

De første forsøg, hvor mennesker er blevet vaccineret mod ebola, har givet positive resultater, skriver flere internationale medier.

De første tests blev foretaget på 20 forsøgspersoner, som fik den nye vaccine. Alle udviklede de antistoffer, der er nødvendige for at kroppen kan bekæmpe sygdommen, viser forsøgene.

Ingen af forsøgspersoner fik alvorlige bivirkninger. Kun to oplevede en smule feber inden for et døgn efter, at de var blevet vaccineret.

Kan forhindre fremtidige udbrud

”På baggrund af de positive resultater fra de første forsøg med denne vaccine på mennesker, fortsætter vi planen om mere omfangsrige tests for at finde ud af, om vaccinen er effektiv i forebyggelse af ebola-smitte,” siger Anthony Fauci, leder af National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID), som udvikler vaccinen sammen med medicinalgiganten GlaxoSmithKline.

De vacciner, der er under udvikling, ”kan spille en rolle i at få stoppet denne epidemi og vil uden tvivl få afgørende betydning for at forhindre fremtidige udbrud,” siger Anthony Fauci ifølge al-Jazeera.

Resultaterne blev offentliggjort onsdag i New England Journal of Medicine.

Foreløbig er 5.689 mennesker døde af ebola, viste en opgørelse fra Verdenssundhedsorganisationen WHO onsdag.

Mindst 592 hjælpearbejdere er blevet smittet med sygdommen, og af dem er 340 døde.

Otte lande er eller har været berørt af udbruddet, men værst står det til i Sierra Leone, Liberia og Guinea.