Første ratifikation af tillægsprotokol mod tortur

Redaktionen

Maltas ambassadør i Danmark får på FN-dagen, fredag d. 24 oktober, overrakt en buket blomster af det danske Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre, RCT. Det sker for symbolsk at markere RCTs glæde over, at Malta er det første land, der har ratificeret – statsretsligt undertegnet – den nye Tillægsprotokol til FNs konvention mod tortur.

Tillægsprotokollen, der skal forebygge tortur gennem såvel international som national besøgsinspektion i fængsler og arrester, blev vedtaget i FNs generalforsamling i december 2002. Tillægsprotokollen træder i kraft, når 20 lande har ratificeret den.

FNs konvention mod Tortur blev vedtaget i 1984 og trådte efter de nødvendige ratifikationer i kraft 1987. I dag har 134 lande tiltrådt konventionen.

Blomsteroverrækkelsen til den maltesiske ambassadør i Danmark, Carmel J. Aquilina, forestås af juridisk konsulent Peter Vedel Kessing og kommunikationskoordinator Tue Magnussen fra RCT sammen med mediekoordinator Poul Struve Nielsen fra paraplyorganisationen, Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre, IRCT, der har sæde i København.

Overrækkelsen foregår fredag formiddag kl. 11 på Maltas ambassade, Ny Østergade 7, 4.sal, København. Pressen er velkommen.

Yderligere oplysninger kommunikationskoordinator Tue Magnussen, RCT 33 76 06 00/ 33 76 05 30.