Det handler ikke om at spå om fremtiden. Men om at stille skarpt på nogle tendenser og dynamikker i den globale samfundsudvikling, der kan få stor betydning for fremtiden.
Carsten Beck er direktør i Instituttet for fremtidsforskning (CIFS) men han vil helst lægge al snak om at kigge i krystalkugler lidt til side. Når det er sagt, så interesserer fremtiden ham levende. Beck har lagt vejen indenom Bruxelles, hvor Globalnyts medarbejder har fanget ham til en snak om de tendenser, der er værd at holde øje med.
”Ofte bliver der tænkt i for korte perspektiver. Vi forsøger at se lidt længere,” siger Beck, der peger på de temaer, der dominerer i den seneste Global Risk Report fra World Economic Forum.
Her bliver der både anlagt et toårigt og et tiårigt perspektiv. På kort sigt er det risikoen for misinformation og manipulation, der ligger helt i top i hierarkiet over farer – og det er måske ikke overraskende, fordi verden går ind i et kæmpestort valgår.
Risici i forhold til klima, miljø og ressourcer
Risiko for ekstreme klimabegivenheder er nummer to på den korte bane, mens den er nummer 1 i det lange perspektiv. I det hele taget er det begivenheder, der har med miljø, natur og ressourcer, der fylder i tiårs-perspektivet med blandt andet tab af biodiversitet og knaphed på naturressourcer snarere end de klassisk politiske. Men miljøproblemerne skaber en lang række afledte konflikter og konsekvenser i det nye billede af en multipolær verden i stedet for en bipolær verden med faste alliancer:
”Der vil blive shoppet langt mere rundt i fremtiden. Der er forskellige dagsordener, og der bliver hele tiden knyttet aftaler på kryds og tværs,” siger Beck med hentydning til, at vi nu lever i en verden, hvor der er flere muligheder for alliancer og tilknytningsforhold både økonomisk, handelsmæssigt, kulturelt og forsvarspolitisk.
Et billede på det er, at de såkaldte BRICS-lande har udvidet kredsen af lande. Gruppen er nu blevet endnu mere en samling af forskelligartede lande. De oprindelige lande, Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, fik i januar selskab af Egypten, Etiopien, Iran, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Hovedkvarteret ligger i Shanghai, modsat de vestligt orienterede gamle globale institutioner, hvor OECD ligger i Paris, IMF i Washington DC og WTO i Geneve.
”Når du kigger på den nye BRICS-liste, så er der godt nok ikke meget, der binder dem sammen. Det er svært, at se at det er lige den konstellation, der bliver det som bærende for de lande”.
Men de overlappende delmængder er blevet en ny global realitet. Da USA’s præsident Donald Trump i 2016 valgte, at USA ikke skulle gå med i handelssamarbejdet Trans-Pacific Partnership Agreement (TPPA) forsatte gruppe af lande omkring Stillehavet alligevel. Fraværet af USA tog ikke livet af projektet som nogle havde forudsagt. Gruppen rækker nu fra Kina, New Zealand, Australien, Singapore, Vietnam og til videre til blandt andet Peru, Chile og Mexico.
Men som et billede der bekræfter verden som et stort kludetæppe, observerer Beck: ”Men det er jo ikke betydet, at USA ikke samtidig har lavet sikkerhedsaftaler med Australien, Japan og Indien”.
Frit valg?
Selvom overskriften på de næste ti år bliver, at verden præges af, at der shoppes mere rundt efter den aftale eller alliance, der virker mest fordelagtig, så er spørgsmålet, om der reelt også er frit valg på alle hylder:
”Der kan nemt komme et spørgsmål om loyalitet og om hvem, det egentlig er, der er vennerne i sidste ende. De næste 20 år bliver mere prægede af sikkerhedsudfordringer end de forgangne 20 år. Og hvem er det så uanset, om du er i Danmark, Argentina eller Kenya, der er dine venner? Hvem kan du kan læne dig op?” peger Beck på som et grundvilkår, der i hvert fald i en dansk sammenhæng næppe vil flytte sig bort fra EU og NATO.
Spørgsmålet om valg af alliancer er hverken Danmark eller EU dog helt fri af. Det ses bedst i forholdet til Kina. Hvor USA har valgt en konfrontationskurs med Beijing, så har mange EU-lande både eksportmarkeder og store investeringer på spil, der trækker i en anden retning:
”Alle skal finde deres fødder i forhold til den konflikt Kina og USA kører. Vi skal også finde ud af, hvor vi hører til fra dansk side,” siger Beck.
Foreløbig er det tonerne fra Bruxelles, der har styret også Danmark. Her handler det til nu om at gøre sig mindre afhængige af Kina. Kodeordet er de-risk. Det vil sige, at formindske risikoen fra et tæt forhold til Kina i lyset af en mulig fremtidig konflikt omkring Taiwan-strædet, hvor USA mere radikalt har valgt en afkobling, de-coupling.
Den ufrivillige emigration som trussel er et af de emner, der ligger om ikke højest, så alligevel fast i både det toårige og det tiårige perspektiv i Global Risk Report fra World Economic Forum.
Fra risiko for arbejdsløshed til mangel på arbejdskraft
”Det fantastiske er jo den store arbejdsløshedsdebat, der forsvandt. For 10 år siden viste samtlige rapporter, at der er ikke ville være noget arbejde i fremtiden, alle ville blive arbejdsløse, lød det”.
Nu er billedet vendt, men det er alligevel ikke nemt at få taget de rette strategiske skridt, der rækker ud over det kortsigtede perspektiv:
”Der er så meget støj i den debat, at det er svært at få båndbredde til at sige: Vi skal lige importere 10 millioner mennesker til Europa de næste 10 år, og vi skal have nogle folk med kvalifikationer ind,” siger Beck, som efterlyser en stærkere erkendelse af, at vi skal arbejde bedre og tættere sammen globalt.
”Der er masser af ting, som markederne ikke kan styre. Her skal der jo så laves aftaler af nogle kloge politikere, der sidder og bliver enige på globalt plan for eksempel klima- udfordringen. Det er desværre bare ikke det scenarie, vi på vej hen imod i dag,” slutter Beck.
