Friis Bach: Fleksibilitet med indbyggede krav er vejen frem

Forfatter billede

3. september 2012

Det sagde udviklingsminister Christian Friis Bach (R), da han mandag eftermiddag præsenterede, hvad finanslovforslaget siger om Danmarks udviklingssamarbejde det kommende år, og fortalte om regeringens udviklingspolitiske prioriteter og udmøntningen af den ny strategi for samarbejdet med landene i Den 3. Verden.

Det skete på det sidste møde i Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde, som var et tilløbsstykke. Til stede var politikere, forskere, erhvervsfolk, civilsamfundsorganisationer – tilsyneladende var al bistandsfolket af gårde.

Både Rådet og Styrelsen for Internationalt Udviklingssamar-bejde (U-landsstyrelsen) forsvinder med årsskiftet, men var der vemod blandt mødedeltagere, gav de ikke højlydt udtryk for det.

Kun Klaus Bustrup, der aflagde sin sidste beretning som Styrelses-formand, mindede om, at han havde været imod nedlæggelsen af Styrelsen og stadig var det.

Styrelsen har, sagde han, medvirket til at sikre høj kvalitet i bistanden og folkelig forankring – se også om den politiske kamp om U-landsstyrelsens afløser på http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/23-05-12/friis-bach-f-r-sin-nye-lov-men-et-flertal-tvang-ha

Han oplyste desuden, at Styrelsen i november til gøre en slags status over, hvordan og med hvor meget Styrelsen har bidraget til dansk bistandssamarbejde – eller måske har spildt tiden…

Han pegede i sin udførlige beretning på nødvendigheden af fødevare-sikkerhed, øget landbrugsproduktion og befolkningsbegrænsning og behovet for at fokusere på resultater.

Friis Bach: Mange nye planer

Friis Bach, der snart har været minister i et år, indledte sin præsentation af regeringens finanslovforslag med at udtrykke stor glæde over, at det er lykkedes at få både en ny lov og strategi vedtaget enstemmigt og mere end antydede, at der næste år bliver ligeså megen fart på.

Han bebudede nye handlingsplaner på en række områder bl.a. ligestilling, naturressourcer, grøn vækst, EU samarbejdet, nævnte en kommunikationsstrategi og et nyt Naboskabsprogram.

Og så skal der samtænkes. Der skal laves en helt konkret plan, som tænker udviklingssamarbejdet bredt ind i danske aktiviteter – som rækker langt ud over Danida.

Udviklingssamarbejdet skal ske langt mere på tværs og ikke være en særskilt disciplin, men præget af det globale engagement.

Christian Friis Bach ser dansk bistand som katalysator – for demokratisk udvikling, for grøn vækst og partnerskaber.

True med at blive

Han gentog, hvad han ofte har sagt, at Danmark ikke skal true med trække sig ud af et samarbejde med korrupte regimer. Tværtimod skal vi true med at blive og gennem dialog medvirke til at bedre situationen.

Kun i tilfælde af vedvarende korruption kan det komme på tale at trække sig ud.

Han kom dermed også ind på spørgsmålet om budgetstøtte, der medvirker til at styrke institutioner, som er grundpiller i samfundsopbygningen, og som han mener i stigende grad skal gives.

I tilfældet Somalia – en skrøbelig stat – er det en risikabel strategi at arbejde gennem regeringens strukturer. Det er en farlig strategi, men statsopbygningen skal støttes, og der er ingen vej udenom.

Aktiv multilateralisme

Med finanslovforslaget for 2013 øger regeringen udviklingsbistanden.

Der er flere penge til danske NGOér, bistanden til Bolivia fortsætter og en større procentdel af bistanden skal gives multilateralt, dvs gennem internationale organisationer. I forslaget for 2013 er andelen steget fra 30 til 32 procent.

Se U-landsnyt.dks historie ”Regeringen lægger lidt på udviklings-bistanden i 2013″ på http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/27-08-12/regeringen-l-gger-lidt-p-udviklingsbistanden-i-201

Men dialogen med organisationerne om deres indsatser og resultater på landeniveau skal styrkes. Danida skal tilbage til aktiv multilateralisme.

Udviklingsministeren sluttede sin præsentation og oplæg til dialog med en tak til rådsformand Holger Bernt Hansen. En stor tak.

Rådsformanden har været en særdeles betydningsfuld aktør i dansk bistand siden Danidas grundlæggelse for 50 år siden. I en årrække var han også formand for Styrelsen.

Forsamlingen sagde tak med en lang applaus, så lang som den, der fulgte udviklingsministeren, da han måtte haste fra podiet til møde med kongehuset.

Rådsmødet sluttede uden gravøl og i en optimistisk stemning. Udviklingssamarbejdet er virkelig kommet på dagsordenen, som Holger Bernt Hansen sagde i sin sidste velkomst.

———
Udmøntningen af den nye strategi for Danmarks udviklingssamarbejde, ’Retten til et bedre liv’, som blev lanceret af udviklingsministeren i maj, kan hentes på http://um.dk/~/media/UM/Danish-site/Documents/Danida/Det-vil-vi/Prioritet/DK_Regeringens.ashx