Gabon vil væk fra olie og tjene på sine mange træer

gettyimages-1211085945
Ogooue-floden ved Gabons Ivindo National Park, som netop er udpeget som verdensarv af UNESCO
Foto: Jorge Fernández/LightRocket via Getty Images
Thomas Jazrawi

26. september 2021

Gabon bliver kun overgået af Mikronesien og Surinam, når det gælder skovdækning. Omkring 90 procent af landet består af træer, og det kan blive guld værd, håber regeringen.

”Vi ønsker at bevæge os henimod en situation, hvor vi faktisk sælger kulstof [CO2-kreditter, red.], og det kræver, at vi har et rigtigt godt system for at kvantificere og monitorere og et godt register,” fortæller Gabons miljøminister, Lee White, til mediet Devex.

Vil væk fra olie
Ifølge Lee White bør lande som Gabon blive belønnet bedre for deres indsats for bevarelse af skov. Gabons miljøministerium planlægger snart at kunne sælge klimakreditter til en værdi af fem milliarder dollars, som andre lande, virksomheder eller organisationer altså vil kunne købe for at kompensere for egne udledninger. Hver enkelt af klimakreditterne svarer til et ton kulstof, som bliver registreret ved sekretariatet for FN’s Klimakonvention.

Hidtil har Gabons økonomi været domineret af olieindtægter. 80 procent af den gabonesiske eksport har bestået af olie, som står for 45 procent af BNI, ifølge tal fra Verdensbanken. Nu ser gaboneserne frem mod at gøre landet langt mindre afhængigt af olie, hvilket blandt andet skal ske med en plan for at accelerere omstilingen, fortalte landets premierminister, Ali Bongo Ondimba, ved debatten under åbningen af FN’s generalforsamling i sidste uge.

”Som mange olieproducerende lande er Gabon blevet hårdt ramt af faldet i råvarepriserne, der har ført til en nedgang i vores økonomiske aktiviteter. I den kontekst har jeg bedt regeringen om at oprette en plan for at (…) genoplive vores økonomi ved at accelerere økonomien til en tid efter olie og fremhæve nye vækstmotorer, hvis potentiale kan øges. Disse er blandt andet sektorerne for minedrift, skovbrug og landbrug,” sagde præsidenten. 

Ifølge mediet Gabon24 strækker Gabons Transformation Accleration-program sig fra 2021 til 2024, og der er gang i samtaler med den Internationale Valutafond, IMF, om støtte til planerne.  

Første udbetaling til afrikansk land for skovbevaring
Gabon ligger ud til kysten syd for Cameroun og Equatorial Guinea og nord for Republikken Congo. Mellem 2001 og 2020 har landet mistet 255.000 hektar naturlig skov, men der er også blevet plantet træer, som svarer til et areal på 39.000 hektar, ifølge tal fra Global Forest Watch.

Gabons tætte skovdække lagrer 140 millioner ton kulstof hvert år, ifølge Central African Forest Initiative, CAFI. CAFI er et initiativ bestyret af FN, hvor EU, Frankrig, Holland, Sydkorea, Tyskland, Storbritannien og Norge er gået sammen for at støtte skov i seks centralafrikanske lande. Sidstnævnte stod denne sommer for den første udbetaling af midler under CAFI; pengene – i alt 17 millioner dollars – gik netop til Gabon for resultater med at bekæmpe afskovning i årene 2016 og 2017.

Aftalen mellem CAFI og Gabon kan i alt løbe op i 150 millioner dollars over ti år.

Læs også: Indonesien takker nej til norske milliarder for skovbevaring