GGGI bestemmer selv om kritik skal offentliggøres

Laurits Holdt

Revisionsrapporten som den norske stat har fået lavet om GGGI er nu færdig. Men det er GGGI selv, der bestemmer om den må blive offentliggjort. Handels- og udviklingsministeren lover, at arbejde for at den kommer ud til offentligheden.

En revisionsundersøgelse af Global Green Growth Inistitute (GGGI), som den norske stat har fået udarbejdet bliver muligvis aldrig tilgængelig for offentligheden. Det skriver dagbladet Information mandag.

Avisen har bedt om aktindsigt i rapporten men har fået afslag, fordi den vedrører en international organisation, der er undtaget den norske offentlighedslov. Det vil kræve GGGIs samtykke at offentliggøre rapporten og det har organisationen ikke givet.

Hverken ordførerne fra regeringspartierne eller regeringens skiftende ministre med ansvar for den danske udviklingsbistand har villet tage stilling til om Danmark skal fortsætte med at støtte GGGI før revisionsrapporten lå klar.

Flere af udviklings-ordførerne fra Folketingets partier er overraskede og fortørnede over at rapporten muligvis aldrig komme op af skuffen.

Det norske udenrigs-ministerium har delt flere delrapporter med det danske udenrigs-ministerium. Ifølge avisen er det herfra at udenrigs-ministeriet i København fik viden om uregel-mæssigheder, som ministeriet har orienteret Rigsrevisionen om. Det drejer sig bl.a. om sager fra Etiopien og Indonesien, som også tidligere har været omtalt på U-landsnyt.dk.

Enhedslistens ordfører på området, Christian Juhl, opfordrer GGGIs formand, Lars Løkke Rasmussen (V) til ”bare at beslutte” at rapporten skal offentliggøres.

Fra Lars Løkke Rasmussen lyder det via en rådgiver, at han ikke har mulighed for at kommentere sagen.

Både Christian Juhl og Dansk Folkepartis udviklingsordfører er imod at fortsætte den danske støtte til GGGI og de regner ikke med at rapporten vil få dem til at ændre mening. Det er dog vigtigt at få alt frem, siger Christian Juhl.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen siger ifølge avisen, at han vil arbejde for at rapporten offentliggøres.