GGGI-undersøgelse: Svigt og ‘meget kritisable fejl’ på lederplan i UM

Forfatter billede

Tjenesteligt forhør mod tre ledende medarbejdere i udenrigsministeriet skal placere ansvaret for de ‘kritisable fejl’ der første til Christian Friis Bachs afgang som udviklingsminister. “De fejl, vi har konstateret, må simpelt hen ikke ske”, siger ministeriets departementschef tirsdag.

Udenrigsministeren har tirsdag oversendt en redegørelse til Folketinget om sagsforløbet i udenrigsministeriet i forbindelse med GGGI’s rejseregler forud for tidligere udviklingsminister Christian Friis Bachs fratrædelse den 21. november 2013. Redegørelsen bygger på et omfattende undersøgelsesmateriale, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen har belyst selve hændelsesforløbet i detaljer. Konklusionen er, at der er sket meget kritisable fejl i sagsbehandlingen, og at ministeriets kontrolmekanismer i flere tilfælde har svigtet.

På grundlag af undersøgelsen, i samråd med Moderniseringsstyrelsen og Justitsministeriet og efter anbefaling fra Kammeradvokaten, indledes der nu tjenstligt forhør mod tre ledende tjenestemænd i Udenrigsministeriet for at afgøre om der skal iværksættes personaleretlige sanktioner.

Med henblik på at lære af forløbet forud for den tidligere udvik-lingsministers fratrædelse er der som en del af redegørelsen til Folketinget i Udenrigs-ministeriet udarbejdet et katalog over initiativer, der skal søge at modgå, at et sådant hændelsesforløb gentager sig.

Udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) udtaler:

“Undersøgelsen viser, at der er sket kritisable fejl i sagsbehandlingen, at nye oplysninger har været for længe om at komme frem, og at ministeriets kontrolmekanismer i en række tilfælde har svigtet”.

“Det er alvorligt, og derfor vil der nu blive fulgt op med tjenstlige forhør af ledende medarbejdere og ændringer af interne procedurer. Udenrigsministeriets samlede opfølgning viser, at der bliver taget ansvar, og at de nødvendige konsekvenser bliver draget.”

Departementschef Ulrik Vestergaard Knudsen udtaler:

“Vi igangsatte den interne undersøgelse for at komme helt til bunds i denne sag. Efter en måneds intenst arbejde har vores Controller-enhed leveret et meget grundigt og omfattende undersøgelsesmateriale, som alle involverede har bidraget til. Materialet er grundlaget for den redegørelse, som i dag er sendt til Folketinget”.

“På baggrund af undersøgelsen har Udenrigsministeriet i samråd med Justitsministeriet, Moderniseringsstyrelsen og Kammeradvokaten besluttet at indlede tjenstlige forhør mod tre ledende tjenestemænd, der har været centrale aktører i dette sagsforløb. Det er et alvorligt skridt. De videre personaleretlige konsekvenser vil vi først kunne tage stilling til, når de tjenstlige forhør er afsluttet”.

“De fejl, vi har konstateret, må simpelt hen ikke ske. Vi har derfor de seneste uger også været meget optaget af, hvordan vi som organisation kan lære af fejlene. Derfor tager vi nu en række initiativer”.

“Det drejer sig bl.a. om hurtigere gennemførelse af et nyt elektronisk sags-håndteringssystem, målrettet efteruddannelsesindsats med fokus på god sagsbehandlingsskik, etablering af et særligt indsatsteam, som kan bistå kontorer med særlig høj periodevis arbejdsbelastning, samt afklaring af arbejdsdelingen mellem hovedkvarteret og ambassaderne, når vi deltager i nye internationale organisationer”.

“Og så skal vi lære af andre organisationer – også private virksomheder – hvordan vi skaber større ledelsesmæssig opmærksomhed på de krav, der stilles, når vi både arbejder med opgaver, hvor der ikke må begås fejl og samtidig gerne vil fremme innovation og nytænkning”.

“Udenrigsministeriets medarbejdere er dygtige og engagerede, og gør hver dag et stort stykke arbejde med fokus på kvalitet, ordentlighed og god sagsbehandling. Det skal vi nu have fokus på igen.”