Og SÅ over til vores bryllupsreporter! Jo tak! Men jeg må desværre meddele, at brylluppet er blevet aflyst på grund af dødsfald….
Altså ikke det bryllup – men det andet her i Lomé, som var nogenlunde lige så vigtigt som dét, alle tilsyneladende taler om lidt længere oppe på jordkloden.
Begge bryllupper drejer sig dybest set om ritualer, der cirkulerer omkring forskellige mål af kærlighed, videreførsel af slægten og rent spekulativ politisk-økononomisk positionering og andre praktiske forhold i magtkonstellationerne – for store som for små.
Men altså: desværre, desværre! Jeg nåede ikke op om hjørnet på Boulevard Jean Paul II for at stikke mit hvide, nysgerrige fjæs ind i den store katolske kirke, der har været under opførelse i over 10 år.
Kirken har for nyligt fået trærammer i et par af de åbne huller, der en dag skal gøre det ud for vinduer. Glas må helt oplagt vente til bedre tider.
Meldingen kom, at man desværre endnu ikke kan fejre kærligheden eller lignende, til døden dem skiller, da en nær slægtning af det kommende togolesiske ægtepar afgik ved døden dagen før den store dag.
De store dage for at lade sig gifte på de her kanter henlægges ofte til nationale helligdage, som i onsdags, den 27. april, der er Togos uafhængighedsdag, og altså intet har med brylluppet deroppe nordpå at gøre, hvad man i for sig godt kunne have forestillet sig.
Men nej, det britiske bryllup er kun inde på lystavlen for sådan nogen som mig, som er i stand til at lade mig bombardere med en række internationale radio- og TV-stationer. Sådan noget koster, ikke mindst her, og den luksus har de færreste råd til.
Togolesere og andre, der kun nyder en brøkdel af de materielle privilegier vi har adgang til, har for nogles vedkommende hørt lidt om, hvad der sker deroppe af ”pomp and circumstances”, men mange forstår simpelt hen ikke, hvad det helt præcist går ud på.
N joh, her er høvdinge, og landsbyældste og fine slægter og masser af mærkværdige ceremonier og voodoo, men hver egn sine hekse, om jeg så må skrive!
Derfor: Når man nu som journalist ikke kan få det bedste, må man så tage det næstbedste.
Så i stedet for ”the real thing” kigger jeg bryllupsbilleder med vores husholderske Monique, som vi i familien kærligt og respektfuldt kalder ”indeslaven”. ”Udeslaven” er vagtmanden cum havemanden, og vi selv med to teenage-drenge er ”madame” og ”messieurs”.
Jeg viser billeder af mit bryllup en mørk, iskold december-dag i 1990 i Lumby, nord for O’nse, og Monique og jeg prøver med lidt fælles indsats at deducere os frem til, hvorfor jeg absolut skulle have både mit slips og mine sokker klippet i stykker. Jeg har aldrig helt forstået det!
Der er ikke mange billeder fra den begivenhed, der udover at besegle en fortryllende forelskelse reelt havde til hensigt at bringe den udkårne forbi den kraftige grænsebevogtning ved Fort Danmark – som dengang også påvirkede den schweiziske statsborger, som hun er.
Monique derimod fremviser en anseelig bunke billeder fra sit eget bryllup den 16. juni 2001.
Hvad man ikke kan se på Moniques billeder, er sangen – musikken. Det eneste, der antyder at den allestedsnærværende musik er der, er nogle mænd med bongo-trommer på et par af billederne. Monique bekræfter, at der var musik og sang på – hele vejen igennem.
Hvad man kan se, er et orgie i bragende solskin og fest og farver.
Og en ti år yngre Monique helt i hvidt: hvid brudekjole, hvid perlekæde om halsen, trekantede moderne, hvide øreringe, handsker og slør – alt hvidt. I hånden knuger hun lidt anspændt en lille buket friske blomster med et beskyttende omslag af tyndt, gennemsigtigt plastik.
Den tilkommende, Innocent, er i et ulasteligt mørkeblåt nålestribet jakkesæt – en hvid butterfly oven på en hvid skjorte – sorte, skinnende nypudsede laksko.
Brudepigerne og mødrene både på hans og hendes side er også helt i hvidt, mens fædrene alle er lige så ulasteligt klædt i jakkesæt som gommen.
Et par sorte moustacher her og der har tydeligvis fået et ekstra gnub deropad med en fugtig tommel- og pegefinger.
Man ser Innocent ankomme til den katolske kirke i en lejet sort Mercedes, der er pyntet med hvide sløjfer på siderne , hen over taget og ned over forruden.
Lige bagved følger bruden i en lejet hvid Honda med gule sløjfer, mens den nærmeste familie kører bagefter i taxa-er igennem Lomés også dengang bumlede og hullede gader, mens de med tudehornene i bund gør alle opmærksom på, at her kommer Monique og Innocent, der skal giftes lige om lidt.
Der er masser af billeder af den tre timer lange ceremoni inde i kirken. 500 gæster i alverdens farver, en katolsk præst, der svinger et kar, som sender røgelse ud i kirkerummet. Bananer, der bliver delt rundt, Monique og Innocent, der giver hinanden ringe på og indskriver sig i kirkens vielsesbog, men mest af alt: glade forventningsfulde og spændte mennesker: farver, fest, varme!
Monique forklarer, at hun og Innocent dengang havde været igennem ”prøvetiden”. Hun havde vist ham, at hun kunne få børn. To drenge var det blevet til, siden de mødte hinanden på en skole 14 år tidligere, i 1987, hvor de lærte at skrive på maskine.
Dengang i 1987, da han var 24 og hun 21 og havde kendt hinanden i seks måneder, blev de ”foreløbigt” gift på rådhuset, og Monique forklarer, at i deres tilfælde var der tale om reel kærlighed.
De valgte selv hinanden – altså ikke noget med tvangsægteskab, som også findes i Togo – men det hjalp klart på vej, at de kommer fra nogenlunde det samme område i Togo, taler samme sprog og deler samme religion, katolicismen.
Derfor skulle deres første bryllup også senere besegles i en katolsk kirke. Tillige, siger Monique, er de fra nogenlunde samme samfundslag, som i en togolesisk sammenhæng må betegnes som middelklasse.
Begge familier havde spyttet i kassen, mens Innocent betalte hovedparten af udgifterne til brylluppet. Monique husker, at han måtte skrabe 200.000 CFA sammen (ca. 2.300 danske kroner) og ifølge traditionen også måtte aflevere 12 afrikanske lændeklæder og 12 flasker spiritus af den ægte, vestlige vare – altså ”hard currency – til Moniques familie.
Hun glæder sig over, at hun og Innocent stadig holder sammen – efter 24 års samvær og 10 års ægteskab – i et samfund som det togolesiske, hvor mænd formentligt ligger tæt på verdensrekorden i utroskab og promiskuitet. Der er så mange andre problemer i Togo, og hun har da også en del af dem, men bare ikke lige det problem, siger hun.
Jeg tænder for fjernsynet – og håber på forbindelse, så vi også kan komme med til fest oppe på det
store slot!
Tilbage til redaktionen!
